Tysk politi har iværksat en større operation i Berlins centrum, efter en person ifølge vidner har affyret skud i en forretning.

Ifølge tyske Bild fandt hændelsen sted ved Friedrichstraße – ikke langt fra mindesmærket Checkpoint Charlie.

Tysk Politi er nu massivt til stede i området, hvor tungt bevæbnede betjente patruljerer.

Det er endnu ikke fra officielt hold blevet bekræftet, at der rent faktisk er tale om en skudepisode.

Men på Twitter bekræfter politiet i Berlin sin tilstedeværelse i gaderne – og at der er indløbet en anmeldelse om netop adskillige skud.

For nuværende arbejder politiet ud fra en teori om, at eventuelle skud er blevet affyret i forbindelse med et røveri.

'Vi har situationen under kontrol,' lyder det på Twitter.

Der er ifølge Bild en gerningsmand flygtet fra stedet. Der er ingen meldinger om ambulancer i området.