Det lyder som noget fra en mafiafilm.

Men det er desværre et stykke virkelighed i den tyske provinsby Herne, hvor en advokat har fået skåret kønsdelene af.

Det skriver Bild.

To betjente blev sidst i februar sendt ud til en 66-årig mand, hvis hund stod og gøede midt om natten.

Til stor gene for naboerne.

Da betjentene nåede frem til huset, hørte de en mand stønne højlydt af smerter.

De brød døren op, og fandt manden liggende blødende på gulvet.

Uden penis.

Manden var i akut livsfare og blev straks kørt på hospitalet.

Til Bild sagde Frank Lemanis, der er politikommissær hos politiet i Bochum:

»En hypotese er selvfølgelig, at hunden, som er på størrelse med en Jack Russell Terrier, har bidt penis af og spist den. Såret kan også være et bidsår. Men et sexuheld eller en kriminel handling er også muligt.«

Nu er det så en kendsgerning, at det drejer sig om en kriminel handling.

Det fortæller senioranklager Andreas Bachmann.

»Det står nu klart for os, at ukendte gerningsmænd skar offerets kønsdele af,« siger han.

Både penis og testikler var skåret af.

Og politiets teori er nu, at gerningsmændene har taget kønsdelene med sig, da man ikke har fundet dem. Måske som en slags trofæer. 

Politiet står på bar bund i sagen, og derfor overvejes det nu også at udlove en dusør til folk, der kan komme med oplysninger i den makabre sag.

Der arbejdes ud fra teorier om, at der kan stå et personligt motiv bag handlingen eller, at der kan være tale om en form for hævn fra en tidligere klients side.

Den 66-årige advokat er i stabil tilstand efter flere operationer. Han er fortsat lagt i kunstig koma.

Om det har været muligt at afhøre ham, vil politiet ikke oplyse.

Advokatens kone var indlagt på en klinik under overfaldet, så den gøende hund, Kalli, har været det eneste vidne til forbrydelsen.