De seks syrere var mistænkt for at planlægge et angreb. Onsdag blev de løsladt på grund af manglende beviser.

Berlin. Tysk politi har onsdag løsladt seks syriske flygtninge, som mistænkes for at planlægge et terrorangreb for den militante gruppe Islamisk Stat (IS). De seks blev løsladt på grund af manglende beviser.

Det oplyser anklagemyndigheden.

De mistænkte, som er i alderen fra 20 til 28 år, blev anholdt tidligt tirsdag morgen under politiaktioner og razziaer i byerne Kassel, Essen, Hanover og Leipzig. 500 betjente deltog i aktionerne.

Flere tyske medier skriver, at angrebet skulle være rettet mod et julemarked i Essen.

Men onsdag oplyser den offentlige anklagemyndighed i Frankfurt, at der er "utilstrækkelige beviser", for at de var ved at forberede et angreb eller på nogen måde var knyttet til Islamisk Stat.

De seks syrere ankom til Tyskland mellem december 2014 og september 2015, da migrantkrisen kulminerede i EU.

Den konservative tyske avis Die Welt skriver, at politiet fik et tip om gruppen af andre flygtninge.

Tyskland er blevet rystet af islamistiske angreb adskillige gange i de seneste år - blandt andet af et lastbilangreb mod et julemarked i Berlin i december sidste år, hvor 12 mennesker blev dræbt. Islamisk Stat tog skylden for angrebet.

Tysk politi anholdt sidst i oktober en syrer i byen Schwerin, som var mistænkt for at have planer om et islamistisk motiveret bombeangreb. Den anholdte, der er 19 år, havde ifølge politiet planlagt at udføre et bombeangreb, som skulle dræbe mange mennesker.

De tyske efterretningstjenester anslår, at der er omkring 10.300 radikale islamister i forbundsrepublikken.

/ritzau/AFP

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.