Blandt de anholdte efter mulig trussel mod synagoge er en 16-årig. Minister taler om afværget angreb.

Tysk politi har anholdt fire mistænkte, efter det der beskrives som en ekstremistisk trussel mod en synagoge i byen Hagen.

En 16-årig er blandt de anholdte, oplyser lokalt politi på Twitter. Politiet vil søge efter flere beviser, blandt andet i den 16-åriges bolig.

Politiet reagerede på den mulige trussel onsdag aften samtidig med den jødiske højtid Yom Kippur.

Her skrev lokale medier, at et antal betjente bevæbnet med maskinpistoler var ved synagogen i Hagen, der er en by med omkring 200.000 indbyggere i udkanten af Ruhr-distriktet. Der var også hundepatruljer på stedet.

Indenrigsministeren i delstaten Nordrhein-Westphalen, Herbert Reul, har senere udtalt, at "der var risiko for angreb mod en synagoge i Hagen".

Et angreb "blev sandsynligvis forhindret" , fortæller Reul.

- En politiaktion forhindrede enhver konkret fare, oplyser politiet i Hagen i en pressemeddelelse.

En vej ved synagogen og dele af området omkring den blev desuden afspærret. Synagogen ligger i den centrale del af Hagen.

Ifølge anklagere i den tyske by Düsseldorf er terrorismemyndigheder involveret i efterforskningen.

Den store politioperation onsdag fandt sted efter tip fra en udenlandsk efterretningstjeneste. Det fortæller anonyme kilder inden for sikkerhedsoperationer til dpa.

I december sidste år blev en 28-årig tysk højreekstremist idømt livstid for et angreb mod en synagoge i byen Halle.

I forbindelse med Yom Kippur-fejringen i 2019 forsøgte han at storme synagogen i Halle. Det lykkedes ham ikke at komme ind i synagogen, da døren var boltet fast.

I stedet dræbte han en kvindelig forbipasserende og en ung mand i en shawarmabar.

/ritzau/dpa