Sørgende forældre til en pige, der døde i 2012, har ret til at få indsigt i hendes "digitale arv", afgør dom.

Karlsruhe. Når personer, der har en profil på Facebook dør, må arvinger gerne tilgå deres "digitale arv" i Tyskland.

Sådan lyder afgørelsen ved den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe. Domstolen har torsdag behandlet en sag om, hvad der skal ske med private data, når personer dør.

Profiler på sociale medier kan ifølge domstolen arves på samme måde som eksempelvis breve eller dagbøger.

Facebook har kæmpet imod adgangen, da den vil give forældrene indsigt i kommunikation mellem deres afdøde datter og tredjepart.

- Spørgsmålet om, hvordan vi balancerer familiens ønsker med beskyttelsen af tredjeparts privatliv er blandt de sværeste spørgsmål, vi står over for, siger en talsmand for Facebook til nyhedsbureauet AFP.

Retssagen er et opgør mellem Silicon Valley-giganten og forældrene til en 15-årig pige, der mistede livet i en ulykke i Berlin 2012.

Teenageren blev dræbt, da hun blev ramt af et undergrundstog. Herefter anmodede hendes sørgende forældre Facebook om at få adgang til deres datters data.

De ville gerne have indsigt i, om hendes død var et selvmord eller en ulykke. De håber, at historikken i hendes kommunikation kan give svar.

Facebook havde lavet profilen om til en såkaldt mindeside, hvor adgang til data fra profilen ikke er mulig, selv om data stadig er på Facebooks servere.

En lavere retsinstans gav ligeledes forældrene ret i, at de skulle have adgang til datterens data. Men den afgørelse var Facebook ikke tilfreds med.

Her pointerede domstolen, at forældre til en person, der ikke var myndig, havde ret til at vide, hvornår og hvad der var blevet kommunikeret fra profilen.

Men en appeldomstol i Berlin bakkede i 2017 op om Facebooks argumenter. Afgørelsen her lød blandt andet, at den enkelte borgers privatliv i telekommunikation er beskyttet af den tyske forfatning.

Appeldomstolen gav også mediegiganten medhold i, at de personer, som datteren havde kommunikeret med, havde ret til at beskytte deres oplysninger i kommunikation.

Som reglerne er på nuværende tidspunkt, er der kun få muligheder for pårørende, når en bruger af Facebook dør.

De kan eksempelvis få kontoen slettet eller få den lavet til et "mindested".

/ritzau/Reuters