Tyrkiske styrker har angrebet 181 militante mål, siden de onsdag påbegyndte en offensiv i det nordøstlige Syrien.

Det oplyser det tyrkiske forsvarsministerium sent onsdag aften dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

'Luftstyrkerne og andre kampenheder har ramt 181 faciliteter, som hører til terrororganisationer,' skriver ministeriet i en meddelelse.

Ifølge den kurdisk-arabiske bevægelse i det nordøstlige Syrien, SDF, har et tyrkisk luftangreb blandt andet ramt et af de fængsler, hvor IS-krigere tilbageholdes.

'Et af de fængsler, hvor IS-krigere er fængslet, er blevet ramt af et tyrkisk luftangreb,' skriver SDF på Twitter.

'Tyrkiet forsøger at underminere alle succesfulde bestræbelser og resultater, som vi har opnået i vores kamp mod IS.'

Tyrkiet iværksatte tidligere onsdag et luftangreb mod de kurdiske militser i området.

Det tyrkiske forsvarsministerium oplyste onsdag aften dansk tid, at dets hær derudover også har indledt en landoffensiv i det nordlige Syrien øst for floden Eufrat.

En talsmand for en syrisk milits, der støttes af Tyrkiet, siger til nyhedsbureauet AFP, at de tyrkiske soldater er trængt ind over grænsen og har indledt en operation i området Tel Abyad.

Det er en by og et område, der i dag kontrolleres af den kurdiske milits YPG.

Området øst for Eufrat i det nordøstlige Syrien var der, hvor amerikanske soldater indtil for nylig var udstationeret og samarbejdede med de kurdiske styrker i kampen mod Islamisk Stat.

Men præsident Donald Trump har befalet, at de amerikanske soldater ikke længere skal være i området.

Det er af politikere og medier i USA blevet opfattet som et grønt lys til Tyrkiet til at angribe kurderne.

Tyrkiet har oplyst, at det med sin operation vil oprette en sikker zone i et bælte i det nordøstlige Syrien. Det skal gøre det muligt for syriske flygtninge i Tyrkiet at vende hjem.

/ritzau/