Ændringerne i Tyrkiets forfatning bliver aktuelle før tid, efter parlamentet har nikket ja til valg i juni.

Istanbul. Det tyrkiske parlament har godkendt, at der afholdes valg i landet 24. juni, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Dermed mangler kun godkendelsen fra valgkommissionen.

I så fald træder de ændringer i forfatningen, som blev vedtaget ved en folkeafstemning i 2017, i kraft mere end et år før tid. De skulle træde i kraft ved næste valg, der først var ventet ved indeværende valgperiodes udløb i slutningen af 2019.

Når ændringerne træder i kraft, vil landets præsident fungere både som statsoverhoved og som regeringschef.

Dermed får præsidenten langt mere vidtgående beføjelser end den overvejende ceremonielle karakter, som posten har i dag.

Præsidentperioden vil efter ændringen være på fem år, og samme person kan højst sidde to perioder som præsident.

Recep Tayyip Erdogan, der tidligere var premierminister i 11 år, vil ved valget i juni have siddet som præsident i cirka fire år.

Hans tidligere regeringsperioder vil ikke tælle med, hvorfor Erdogan vil kunne regere i ti år mere.

Præsident Erdogan udskrev valget onsdag på opfordring af Devlet Bahceli, der er leder af det nationalistiske parti MHP.

Da parlamentet skulle stemme om valget, udvandrede medlemmerne fra det kurdiske parti, HDP, i protest. De resterende partier stemte for at afholde valget.

Det republikanske parti, CHP, har krævet, at valget giver anledning til at ophæve den undtagelsestilstand, som landet har været i siden 2016, hvor et kupforsøg forsøgte at vælte Erdogan som præsident.

Ved det sidste valg i 2015 fik Erdogans islamisk-konservative parti, AKP, 49,5 procent af stemmerne. Partiet fik samtidig 317 sæder i parlamentet, hvor et flertal kræver 276.

Det republikanske parti, CHP, fik omkring en fjerdedel af stemmerne, mens HDP og MHP fik lidt over 10 procent hver.

På grund af forfatningsændringerne ændrer parlamentet sig også. Dels mister medlemmerne magten til at udpege premierministeren. Dels bliver parlamentet udvidet med 50 sæder.

/ritzau/