Tyrkisk ministerium nævner 33 personer fra PKK og Gülen-bevægelse, som Sverige og Finland ikke vil udlevere.

Sverige og Finland har ikke villet udvise 33 personer til Tyrkiet, hvor de er tilknyttet grupper, der af de tyrkiske myndigheder betegnes som terrororganisationer.

Det oplyser det tyrkiske stats-tv, TRT Haber, efter at den tyrkiske regering har modsat sig, at de to nordiske lande bliver medlemmer af NATO.

Der henvises til oplysninger fra justitsministeriet i Ankara.

Det drejer sig om folk, der har forbindelse til Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) eller den muslimske lærde Fethullah Gülen, hedder det.

Gülen og hans tilhængere er under anklage for at have stået bag et fejlslagent kup mod præsident Recep Tayyip Erdogan i 2016.

Erdogan sagde fredag, at han ikke ser positivt på, at Sverige og Finland bliver en del af NATO.

»Skandinaviske lande er som gæstehuse for terrororganisationer,« sagde han.

Både den svenske og den finske regering var mandag på nippet til at sende deres ansøgninger om medlemskab af NATO. En udvikling, der er sket efter Ruslands angreb på Ukraine.

Tyrkiet er medlem af NATO. Samtlige lande i NATO skal godkende, at de to nordiske lande kan blive medlemmer.

TRT Haber rapporterer, at Sverige og Finland tilsammen har afvist 19 anmodninger om udleveringer. Yderligere 9 er under behandling ifølge det tyrkiske justitsministerium.

Da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2009 blev NATOs generalsekretær, skete det også efter tyrkiske protester.

Dengang var det ligeledes en beskyldning om, at Danmark husede PKK-folk.

Tyrkiets egen stilling i NATO er alt andet end solid. Landet er slået ind på en autoritær kurs. I tusindvis af Erdogans kritikere er fængslet. I NATO har det især vakt harme, at Erdogan har købt et avanceret luftværnssystem i Rusland. Det er udviklet til at nedskyde vestlige fly.

/ritzau/Reuters