Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger mandag, at Sverige ikke skal forvente Tyrkiets opbakning til, at Sverige bliver medlem af NATO.

Udmeldingen kommer oven på, at Tyrkiet blandt andet har aflyst et svensk ministerbesøg i landet. Det besøg skulle netop have handlet om Sveriges NATO-medlemskab.

Den svenske ambassadør i Tyrkiet er desuden blevet indkaldt til samtale af det tyrkiske udenrigsministerium.

Det sker, efter at den dansk-svenske politiker Rasmus Paludan i weekenden fik lov til at brænde en koran af foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.

»De, som tillader den form for blasfemi foran vores ambassade (i Stockholm, red.), skal ikke længere forvente vores støtte til deres NATO-medlemskab,« siger Erdogan i en tale.

Sammen med Finland venter svenskerne på svar på deres ansøgning. For at blive optaget skal samtlige 30 NATO-lande godkende det.

Tyrkiet har dog forlangt, at især Sverige stopper enhver form for støtte til grupper, som ifølge tyrkerne har forbindelse til det forbudte Kurdiske Arbejderparti, PKK.

PKK er på EUs terrorliste og har i årevis gjort oprør på tyrkisk grund.

Det vakte også kritik fra Tyrkiet, da demonstranter i Stockholm for nylig havde hængt en dukke af den tyrkiske præsident uden for byens rådhus.

Hændelsen fik også kritik fra den svenske statsminister, Ulf Kristersson.

Han sagde blandt andet, at han anså hændelsen som sabotage mod Sverige og Finlands ønske om at blive medlemmer af NATO.

Statsministeren understregede også, at den svenske regering så meget alvorligt på hændelsen.

Sverige og Finland har ikke tidligere været medlemmer af forsvarsalliancen NATO, som har eksisteret siden 1949.

Men oven på Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år besluttede begge lande at ansøge om at blive medlem.

/ritzau/Reuters