Parlamentet i Ankara har stemt for, at Finland optages i Nato. Spørgsmål om Sveriges optagelse er uafklaret.

Det tyrkiske parlament har i en afstemning sent torsdag aften givet grønt lys til, at Finland kan optages i forsvarsalliancen Nato.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Dermed har alle Natos medlemslande godkendt Finlands optagelse i alliancen.

Mandag var det et flertal i Ungarns parlament, der stemte for at indlemme Finland i Nato-samarbejdet.

Finland indgav sammen med Sverige en ansøgning om optagelse i Nato efter Ruslands invasion af Ukraine sidste år.

Mens de fleste lande for længst har udtrykt, at de gerne vil optage de to lande, har både Tyrkiet og Ungarn tøvet.

Hverken Tyrkiet eller Ungarn har endnu givet grønt lys til Sveriges optagelse.

Afgørelsen i det tyrkiske parlament var ventet. Således gav præsident Recep Tayyip Erdogan i midten af marts offentligt udtryk for, at Tyrkiet støtter Finlands optagelse i Nato.

Det var da også et enigt parlament, der stemte for optagelsen af Finland torsdag aften.

Finland og Sverige har ønsket at køre et parallelt optagelsesforløb. Men med den seneste udvikling er Finland altså foran Sverige i processen.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger i en skriftlig kommentar til Ritzau, at det nu gælder om snarest at få Sverige med.

- Det er meget positivt, at alle 30 Nato-allierede nu har ratificeret Finlands medlemskab af Nato. Finsk medlemskab styrker alliancen og vores fælles sikkerhed.

- Nu gælder det om at få Sverige med ind over målstregen hurtigst muligt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Onsdag meddelte talsmand for den ungarske regering Zoltan Kovacs dog, at Ungarn endnu ikke har i sinde lukke Sverige ind i varmen.

Som årsag henviste han til kritik, som svenskerne har rettet mod Ungarn.

Han skrev, at Sverige har kritiseret Ungarns premierminister, Viktor Orban, for at underløbe demokratiet i landet.

Det er dog en kritik, som de øvrige lande i EU også har rettet mod Ungarn.

I Tyrkiet hænger modviljen mod Sverige blandt andet sammen med, at Sverige ifølge det tyrkiske styre giver militante kurdere husly.

Det er kurdere, som præsident Erdogan vil have retsforfulgt i Tyrkiet.

Derudover har det også bidraget til Tyrkiets modvilje, at dansk-svenske Rasmus Paludan har brændt koranen af foran Tyrkiets ambassade i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Alle 30 medlemmer af Nato skal godkende det, før et nyt land kan optages i alliancen.

/ritzau/