Den tyrkiske regering opfordrer Iraks autonome kurdere til at droppe en afstemning mandag om selvstændighed.

Ankara. Hvis det står til Tyrkiet, dropper den kurdiske region i det nordlige Irak planerne om at holde en afstemning om selvstændighed.

Afstemningen skal efter planen finde sted mandag.

Her håber de kurdiske ledere, at de efter afstemningen kan udråbe den uafhængige stat Kurdistan.

Den tyrkiske regering advarer om, at en afstemning vil true sikkerheden og tvinge Tyrkiet til at indføre sanktioner.

Tyrkiet er selv hjemsted for den største kurdiske befolkning i regionen og regeringstropper kæmper jævnligt med kurdiske oprørere.

Den irakiske regering i Bagdad er også rasende over, at kurderne forsøger at rive sig løs. De kurdiske områder rummer blandt andet store oliefelter.

Talsmand for den tyrkiske regering Bekir Bozdag siger på et pressemøde, at "alle muligheder er på bordet".

- Det er ikke muligt for os at acceptere en udskydelse af valget. Vi kræver, at valget bliver fuldstændig aflyst, så vi ikke skal indføre sanktioner, siger Bozdag.

Kommentaren falder, efter at Tyrkiets regering og nationale sikkerhedsråd har siddet i møde. Præsident Recep Tayyip Erdogan sad for bordenden.

Præsidenten har oplyst, at det tyrkiske parlament samles lørdag. Her skal man diskutere et svar til afstemningen.

Tidligere har Tyrkiet på det kraftigste opfordret lederen for den kurdiske region i Irak, Massoud Barzani, til at aflyse afstemningen.

Tyrkiet har bygget en stærk handelsforbindelse med den nordlige region. Hver dag eksporterer regionen hundredtusinder tønder olie gennem Tyrkiet til det internationale marked.

Den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, siger, at Tyrkiet aldrig vil acceptere afstemningen.

- Denne handling, der vil ændre status i Syrien og Irak, er uacceptabel for Tyrkiet. Vi vil gøre, hvad der kræves, siger Yildirim.

/ritzau/Reuters