Det anspændte forhold mellem Tyrkiet og Syrien strammes lørdag, hvor begge lande igen har åbnet ild mod hinanden.

TYRKIET/SYRIEN: Tyrkiet har lørdag besvaret en mortergranat affyret fra Syrien, som ifølge tyrkisk stats-TV landede i den sydlige del af landet.

Det sker dagen efter et andet angreb, hvor en tyrkisk hærenhed beskød syriske militærinstallationer for at gengælde, at en morter fredag aften ramte tyrkisk territorium i den sydlige Hattay-provins.

Det vides endnu ikke, om der er dræbte eller sårede efter de to gengældelsesangreb, skriver Reuters. Angrebene er de seneste i en række inden for få dage. Onsdag angreb Syrien den tyrkiske landsby Akcakale, hvor fem civile mistede livet og mindst ni blev alvorligt såret. Svaret kom natten til torsdag, hvor det tyrkiske militær angreb en syrisk militærpost ved grænsen til Tyrkiet i nærheden af byen Tel Abyad. Her mistede flere syriske soldater livet.

Torsdag fordømte FNs Sikkerhedsråd, herunder Rusland, Syrien på grund af angrebet på Akcakale. Og samtidig bad Rusland Tyrkiet om at besinde sig.

- Vi udtrykker håb om, at den tyrkiske side vil udvise tilbageholdenhed og undlade at tage skridt, der vil føre til en yderligere forværring af situationen i regionen, sagde en talsmand fra det russiske Udenrigsministerium til Reuters.

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, kalder det for »en dødbringende fejltagelse«, hvis nogen forsøger at teste Tyrkiets angrebskapacitet.

- Vi er ikke interesserede i krig, men vi er heller ikke langt fra det. Vores land er kommet dertil, hvor det er i dag, på grund af krige på tværs af kontinenter, sagde han fredag ifølge Reuters ved en tale i Istanbul, hvor der ikke var nogen tvivl om, at retorikken var rettet direkte mod den syriske præsident Bashar al-Assad.