Journalist Jamal Khashoggi, som er forsvundet, er blevet slået ihjel og skåret i småstykker på det saudiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet.

Så kontant er udmeldingen fra en unavngiven tyrkisk embedsmand.

Siden journalistens forsvinden d. 2. oktober har tyrkiske myndigheder efterforsket, hvad der er sket med ham.

Myndighederne mener, at Jamal Khashoggi, der besøgte konsulatet for at ordne nogle dokumenter i forbindelse med sit forestående bryllup, blev slået ihjel på stedet og skåret i mindre dele, skriver CNN.

Den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman.
Den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salman. Foto: BANDAR AL-JALOUD
Vis mere

Den konklusion er de nået frem til, efter de har undersøgt konsulatet i den tyrkiske by i ni timer.

Jamal Khashoggi besøgte konsulatet, mens hans kommende hustru Hatice Cengiz ventede ude foran.

Men der endte hun med at stå i 11 timer. Jamal Khashoggi kom aldrig ud.

Fordi journalisten formentlig døde på det saudiarabiske konsulat, går mistanken på, at han er blevet myrdet af den saudiske kronprins, Mohammed bin Salmans, håndlangere.

Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan.
Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan. Foto: ADEM ALTAN
Vis mere

Netop den saudiske kronprins var i kontakt med Tyrkiets præsident Erdogan i weekenden for første gang, siden journalisten forsvandt.

Her skulle de to ledere angiveligt have aftalt, at landene skal arbejde sammen om at opklare, hvad der er sket med Jamal Khashoggi.

Tidligere tirsdag fortalte Erdogan til fremmødte journalister, at de i øjeblikket undersøgte forskellige ledetråde.

»Jeg håber, at vi kan finde nogle konklusioner, som vil give os rimelige pejlemærker så snart som muligt, fordi efterforskningen kigger på flere forskellige ting, som for eksempel giftige materialer, og hvordan disse er blevet fjernet ved at blive malet over,« sagde Erdogan tidligere tirsdag.

Det saudiarabiske konsulat.
Det saudiarabiske konsulat. Foto: YASIN AKGUL
Vis mere

Erdogan har forlangt, at Saudi-Arabien fremlægger beviser for, at Jamal Khashoggi forlod konsulatet. Saudi-Arabien afviser alle anklager.