Tyrkiets indkøb af det russiske forsvarssystem S-400 kan ikke gøres om, fastholder den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, som onsdag holdt et møde med den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken.

De to talte i Bruxelles i forbindelse med et møde i forsvarsalliancen Nato, som begge lande er medlemmer af.

- I forhold til S-400 mindede vi dem igen om, hvorfor Tyrkiet blev nødt til at købe dem. Vi gentog, at Tyrkiet har købt dem, og det er en overstået handel, siger Mevlüt Çavusoglu efter det bilaterale møde mellem landene.

Det er Blinkens første møde i Nato. Meldingen fra USA om forsvarssystemet er ikke ny. Sagen om tyrkernes køb af S-400 har været et ømt punkt i alliancen i flere år.

Da Tyrkiet i 2019 fik de første leverancer af S-400, besluttede USA at fjerne Tyrkiet fra et program for kampflyet F-35. Årsagen var, at amerikanerne ikke vil risikere at dele viden om kampflyene med russerne.

Tyrkiske virksomheder har tidligere produceret dele til kampflyene, og Tyrkiet havde bestilt 100 F-35-kampfly. Men den aftale blev altså sløjfet.

Også Tyrkiets rolle i Syrien har skabt store spændinger i Nato og særligt i forhold til USA. Tyrkiet har blandt andet været i offensiven i det krigshærgede land og bekæmpet de kurdiske mindretal.

Kurderne var en nær allierede med USA i Syrien over en årrække i kampe mod gruppen Islamisk Stat.

Cavusoglu efterlyser en køreplan for, hvordan Nato skal løse konflikter som disse. Han ønsker en bilateral arbejdsgruppe.

USA afviser en sådan.

Blinken gentog kravet om, at Tyrkiet ikke skal beholde S-400, som er et luftværnsmissil, der kan nedskyde fly.

S-400 er ifølge militæranalytikere et meget effektivt forsvarssystem. Tidligere har også Kina købt systemet af Rusland.

/ritzau/