Flere end 5000 er blevet beordret til at lade sig evakuere, mens en tyfon bevæger sig ind over Japan.

Tokyo. En tyfon, der raser i Japan, har søndag dræbt mindst to personer. Tusindvis af indbyggere er blevet bedt om forlade deres hjem, og hundredvis af flyafgange er aflyst.

Søndag skulle japanerne også stemme til parlamentsvalget. Det vides endnu ikke, hvordan tyfonen og evakueringer eventuelt har påvirket valgdeltagelsen.

Premierminister Shinzo Abe, der ser ud til at vinde valget, har bedt regeringen om at tage foranstaltninger for at minimere tyfonens farer.

En mand blev dræbt, da et stillads kollapsede. En fisker blev dræbt, da han passede sin båd, ifølge nyhedsbureauet Kyodo. Derudover har der været en håndfuld med mindre skader.

Tyfonen kaldet Lan ligger syd for Japan og bevæger sig nordøst med 50 kilometer i timen, mens den tager lidt til i fart.

Den skal ramme Honshu, Japans største ø, muligvis tæt på den japanske hovedstad, Tokyo, tidligt mandag lokal tid.

Det oplyser Japans meteorologiske institut, JMA. Inden tyfonen rammer Honshu, skal den dog igen have aftaget i styrke.

Men på trods af det har instituttet udstedt advarsler om kraftig regn og oversvømmelser for den del af Japan, der ligger ud til Stillehavet samt i og omkring Tokyo.

- Vinden og regnen vil tage til i styrke i løbet af natten, så tag de nødvendige forholdsregler så tidligt som muligt, og helst inden det bliver mørkt, lyder det fra JMA.

I alt er 70.000 husstande forskellige steder i Japan opfordret til at lade sig evakuere, mens 5000 er blevet beordret væk fra deres hjem, ifølge den japanske tv-station NHK.

- Jeg bor alene, og det er uhyggeligt om natten, så jeg kom her så hurtigt, jeg kunne, fortalte en ældre kvinde til NHK på et evakueringscenter i det vestlige Japan.

Flere end 300 flyafgange er blevet aflyst. Tyfonen har også påvirket den offentlige transport. Der har været afbrydelser i togtrafikken på tværs af landet, hvor et tilfælde skyldtes strømsvigt.

/ritzau/Reuters