En voldsom tyfon og et jordskælv, der rammer et land på samme tid, lyder som et scenarie fra en katastrofefilm.

Ikke desto mindre er det akkurat det scenarie, der udspillede sig i Japan tidligere lørdag.

For alt imens tyfonen Hagibis, der frygtes at blive den værste i 60 år, gik i land i det centrale Japan sydvest for Tokyo og efterlod gaderne øde, blev byen Chiba ramt af et jordskælv.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt britiske Daily Mail og The Japan Times

Ifølge Japans meteorologiske institut havde jordskælvet en styrke på 5,7 og havde sit epicenter i havet lidt uden for Chiba-præfekturet, der ligger ved Tokyo.

Der er ikke udsendt nogen tsunami-advarsel som følge af jordskælvet.

Kraftigste i 60 år

Supertyfonen Hagibis gik i land kort før klokken 19 lokal tid.

Flere end 7,3 millioner indbyggere er blevet anbefalet at lade sig evakuere, og weekendens planlagte Formel 1-løb er i øjeblikket i fare for ikke at blive afviklet.

Hertil står mere end 180.000 hjem uden strøm som følge af Hagibis.

Også hovedstaden Tokyo forventes at blive ramt af tyfonen med vindstød på op til 216 kilometer i timen.

Der er foreløbig meldinger om, at to personer er omkommet og flere er kommet til skade.

Hagibis er den kraftigste tyfon, der rammer Japan, siden Kanogawa hærgede landet i 1958. Dengang endte de voldsomme vinde med at koste 1.200 personer livet.