Lyt til artiklen

Den værste tyfon i Sydkorea i årevis medbragte næsten en meter regn, og har efterladt 20.000 hjem uden strøm.

Tv-billeder viser de store ødelæggelser, som de store mængder vand har forårsaget i den sydlige del af landet.

Tyfonen, som har fået navnet Hinnamnor, strejfede øen Jeju og gik i land på fastlandet ved havnebyen Busan om morgenen, hvor den bevægede sig mod nordøst med vindstød på op 144 kilometer i timen.

Den ventes at bevæge sig mod det østlige Kina senere på ugen. Det rapporterer Associated Press.

I Sydkorea havde stormen medbragt utrolige 94 centimeters regn i den centrale del af Jeju.

En 25-årig mand meldes savnet efter at være faldet i vandmasserne, oplyser myndighederne. Der er også blevet meldt om brande på et større stålværk.

Ifølge landets sikkerhedsministerium blev flere end 3.400 indbyggere i de sydlige regioner af landet tvunget til at forlade deres hjem, og myndighederne opfordrede yderligere 14.000 til at evakuere deres hjem.

Flere end 600 skoler i områderne blev lukket eller indførte fjernundervisning, mens hundredvis af flyafgange og 70 færgeoverfarter blev aflyst. Desuden blev 66.000 fiskefartøjer evakueret til havne i området.