E-mailadresser, som brugere har oplyst af sikkerhedsgrunde, kan være brugt til målrettet reklame på Twitter.

Twitter erkender, at brugeres kontaktoplysninger "uforsætligt" kan være blevet brugt til målrettet annoncering.

Det skriver selskabet bag det sociale medie i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er tale om telefonnumre og e-mailadresser, som brugere har oplyst som en del af Twitters sikkerhedsprocedure.

Men oplysningerne kan altså også være blevet brugt til at målrette reklamer personligt til brugerne.

- Når man oplyser en e-mailadresse eller et telefonnummer af sikkerhedsmæssige grunde, så kan denne information uforsætligt være blevet brugt til reklameformål.

- Det var en fejl, og vi undskylder, skriver Twitter i meddelelsen.

Brugernes oplysninger er ikke blevet delt med andre selskaber, oplyser Twitter.

Det er uvist, hvor mange personers oplysninger der er blevet brugt forkert, lyder det videre.

- Vi er meget kede af, at dette er sket, og tager skridt hen imod, at vi ikke laver sådan en fejl igen, skriver Twitter.

Twitter udsendte en lignende undskyldning i juli, skriver nyhedsbureauet dpa.

Dengang erkendte Twitter, at det havde delt informationer fra dets brugere, som har installeret Twitters app på deres mobiltelefoner, med annoncører.

Blandt de informationer, som blev delt, var brugernes landekoder og deres engagement med reklamer på Twitter.

Det var sket, selv om brugerne ikke havde givet tilladelse til det, oplyste Twitter tilbage i juli.

Sociale medier som Twitter og Facebook er i længere tid blevet mødt af international kritik fra brugere og politikere for deres håndtering af brugernes personfølsomme oplysninger.

Særligt er Facebook blevet kritiseret for, at analysevirksomheden Cambridge Analytica har udnyttet huller i Facebooks sikkerhed til at høste data fra op til 87 millioner brugere uden deres samtykke.

Det fik i juli den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse, Federal Trade Commission (FTC), til at udskrive en bøde på fem milliarder dollar til Facebook.

/ritzau/