En af USAs mest respekterede politiske journalister langer i et nyt interview ud efter Joe Biden.

Chris Wallace, som journalisten hedder, kender du måske fra et omdiskuteret interview, hvor Donald Trump hævdede, at USAs coronadødelighed er blandt verdens laveste.

Journalisten er vært på Fox News Sunday, et program der hver uge begår interviews med landets mest magtfulde personer.

Af samme årsag har Chris Wallace i flere måneder forsøgt at få Demokraternes præsidentkandidat til at sætte sig i den varme stol - uden succes.

Joe Biden og Kamala Harris i Houston, Texas i 2019.
Joe Biden og Kamala Harris i Houston, Texas i 2019. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

Det fortæller han i Fox News Radio ifølge news.com.

»Først tænkte jeg: 'Måske er det, fordi det er Fox News, og de boykotter os.' Nej! De medvirker ikke i nogen af søndagsudsendelserne,« siger Chris Wallace med henvisning til, at det er almindeligt at personer fra præsidentkandidaternes kampagner medvirker i de amerikanske søndags-talkshows.

»Jeg forstår ikke, hvad der foregår her. Det er det værste, jeg nogensinde har set.«

Journalisten påpeger, at Joe Biden ikke, med Chris Wallaces' ord, har medvirket i 'seriøse interviews' siden offentliggørelsen af Kamala Harris som vicepræsidentkandidat.

»Han fortsætter med at føre, hvad jeg kalder 'kælderstrategien'. Jeg tror ikke, du kan gemme dig fra nu af og frem til valgdagen. Jeg tror bare... Jeg tror bare ikke, det er muligt.«