'Jeg er stadig chokeret og ked af det.'

Sådan lyder det fra den populære canadiske nyhedsvært Lisa LaFlamme i en video, som hun har lagt på Twitter.

Videoen varer omkring to minutter, og heri fortæller tv-værten, at hun er blevet fyret fra sit job på grund af sin alder.

Det skriver The Guardian.

Tv-værten, der er 58 år gammel, havde ellers en forventning om, at hun kunne fortsætte på skærmen mange flere år endnu, ligesom mandlige kolleger langt op i årene har gjort det.

Hun føler sig ført bag lyset af CTV News, hvor hun har arbejdet i 35 år og tidligere er kåret som den bedste nyhedsvært.

Videoen er blevet set mere end fire millioner gange og har bragt tv-stationen i noget af et stormvejr.

Beskyldningerne lyder blandt andet på, at tv-stationen ikke har ønsket en vært med gråt hår.

LaFlamme har siden pandemien undladt at farve sit hår.

Hun har sidenhen fortalt seere, at det var befriende at lade håret gro, og at hun ville ønske, hun havde gjort det tidligere.

Flere prominente navne har beklaget nyhedsværtens afgang, herunder flere ministre i landet.

Andre har kaldt beslutningen for aldersdiskriminerende.

CTV News har forklaret i en pressemeddelelse, at LaFlammes afgang skyldes »ændrede seervaner«. Tv-stationen afviser, at det skulle have noget med tv-værtens hårfarve eller alder at gøre.

Tv-stationen har desuden oplyst, at man tager beskyldningerne om diskrimination alvorligt, og at man fortryder håndteringen af fyringen af LaFlamme.

Det kan således have efterladt seerne med det indtryk, at hun ikke var værdsat, lyder det blandt andet fra CTV News.

Hvad tv-værten nu vil kaste sig over, er endnu uvist.