Først var han offer for et racistisk overfald. Få dage senere blev han anklaget for at have iscenesat selvsamme racistiske overfald. Og tirsdag aften blev samtlige anklager imod den amerikanske sanger og tv-skuespiller Jussie Smollet droppet.

Og mens Jussie Smollet, der er bedst kendt for sin rolle i tv-serien 'Empire', jublede, er både Chicagos borgmester og politichef ifølge CNN 'rødglødende af raseri'.

»Det her er et angreb og en underminering af hele vores retssystem. Hvis du har penge og er berømt, så gælder helt andre og mere fordelagtige love tilsyneladende for dig.«

Sådan sagde Chicagos borgmester, Rahm Emmanuel, på en pressekonference, blot en time efter Jussie Smollett havde forladt retsbygningen som en fri mand.

'Jeg er uskyldig,' fastholder den amerikanske skuespiller, Jussie Smollett. Tirsdag gik 'Empire'stjernen fri, efter samtlige anklager var blevet droppet.
'Jeg er uskyldig,' fastholder den amerikanske skuespiller, Jussie Smollett. Tirsdag gik 'Empire'stjernen fri, efter samtlige anklager var blevet droppet. Foto: KAMIL KRZACZYNSKI
Vis mere

»Disse love om 'hadforbrydelser' er lavet for at beskytte minoriteter som homoseksuelle og sorte. Nu ødelægger mr. Smollett lovene blot for at få mere berømmelse og flere penge,« sagde storbyens (sorte) politimester, Eddie Johnson, der før har kaldt Jussie Smolletts påståede forbrydelse 'frastødende' og 'selvisk'.

29. januar henvendte Jussie Smollett sig til politiet i Chicago. På vej hjem fra arbejde ('Empire' filmes i Chicago) var Smollett angiveligt blevet overfaldet af to hvide mænd, begge iført de kendetegnende 'Make America Great Again', Trump-hatte. Han var blevet slået og sparket, og ifølge Smolletts anklage havde overfaldsmændene sluttelige råbt 'This is Trump country', mens de placerede en løkke omkring hans hals.

Ifølge politimesteren stod det dog snart klart, at Jussie Smollett selv havde betalt sine overfaldsmænd. Og 'overfaldet' skulle blot skabe ekstra opmærksomhed omkring Smolletts person og på lang sigt føre til en lønforhøjelse.

For blot fire dage siden beskrev anklagemyndigheden (i et interview med avisen The Chicago Tribune) sagen som en 'slam dunk' (oplagt sag), og derfor var overraskelsen stor, da statsadvokat Kim Foxx i går meddelse, at samtlige anklager imod Smollet med øjeblikkelig virkning var droppet, og at hans straffeattest ville blive vasket ren.

Chicagos politichef Eddie Johnson er efter eget udsagn, 'rasende'.
Chicagos politichef Eddie Johnson er efter eget udsagn, 'rasende'. Foto: JOSHUA LOTT - Reuters
Vis mere

Ingen ved med sikkerhed, hvad der er foregået bag kulissen. Men både borgmester Emmanuel og politimester Johnson antydede (ifølge MSNBC) under pressekonferencen, at der kunne være tale om korruption.

»Det her er hvidvaskning af retfærdighed, skændigt,« sluttede borgmester Emmanuel.