Den thailandske by Pattaya er for mange vesterlændinge et yndet charterferie-mål og forbundet med sexturisme. Men for flere ender ferien eller det måske forliste ægteskab med at få store konsekvenser. Mange ender nemlig på gaden.

Nødhjælpsarbejdere i Thailand vurderer, at omkring 200 udlændinge lever på gaden. De fleste af dem er mænd. Typisk har de brugt deres penge og deres visum er udløbet, så de risikerer fængsel, hvis de forsøger at komme ud af landet.