Demonstranter i New York, Boston, Washington D.C. og Montreal kræver ende på israelske angreb i Gaza.

Tusindvis af pro-palæstinensiske demonstranter er lørdag gået på gaden i byer over hele Nordamerika for at kræve, at Israel stopper landets angreb mod mål i Gazastriben.

Det sker, efter at den værste vold i årevis er brudt ud mellem den jødiske stat og den militante islamistiske Hamas-gruppe i Gaza, hvilket siden mandag har kostet mindst 148 personer livet på palæstinensisk side og ti på israelsk side.

Blandt de døde er adskillige civile og børn.

Både i New York, Boston, Washington D.C., Montreal i Canada og byen Dearborn i delstaten Michigan har folk forsamlet sig for at vise solidaritet med palæstinenserne.

Omkring 2000 mennesker er mødt frem i New York-bydelen Brooklyn. Her råber de blandt andet "befri Palæstina" og vifter med palæstinensiske flag.

Flere jødiske personer deltager også i demonstrationen, hvor de bærer skilte med teksten "ikke i mit navn" med henvisning til de israelske angreb mod den palæstinensiske enklave.

- Når du har en konflikt mellem en atombevæbnet stat og en anden stat bestående af landsbyboere med sten, så er det tydeligt, hvem der skal bebrejdes, siger den 35-årige demonstrant Emraan Khan under den fredelige protest lørdag eftermiddag lokal tid.

Horder af folk har også forsamlet sig på pladsen Copley Square i Boston, mens et par hundrede demonstrerer ved Washington Monumentet i USA's hovedstad.

I Canada protesterer tusindvis af mennesker i det centrale Montreal.

Her kræver de blandt andet, at der skal oprettes en fri palæstinensisk stat. Flere tilstedeværende beskylder også Israel for at have begået "krigsforbrydelser" under den ugelange konflikt.

En enkelt demonstrant er i Montreal blevet anholdt for at have knust et vindue. Det oplyser en talsmand for det lokale politi.

Men ellers forløber demonstrationerne fredeligt i både USA og Canada.

I Danmark deltog op mod 4000 personer fredag i en demonstration til fordel for palæstinenserne foran Israels ambassade i Hellerup.

Her blev tre anholdt, efter at mellem 50 og 100 personer begyndte at kaste sten og kanonslag mod politiet og ambassaden.

/ritzau/