Tusindvis af jødiske familier kan hver dag takke én mand for, at de er i live.
Men den svenske diplomat Raoul Wallenbergs egen familie har hver dag i 70 år måttet leve i uvished om hans skæbne.
Men måske kommer de nu sandheden et par skridt nærmere.
Denne uge indledes nemlig ved en russisk domstol en retssag mod den russiske sikkerhedstjeneste, som ifølge familien gennem alle disse år har tilbageholdt de dokumenter, der kan give dem de svar, de higer efter, de svar, der kan give dem fred i sjælen.
Svar på, hvornår, hvor og hvordan Raoul Wallenberg døde.
»Hvad er det, de holder skjult og hvorfor?« spørger Raoul Wallenbergs niece Marie Dupuy i et langt indlæg på thelocal.se.
»Jeg tager til Malinovskij ... om det er som gæst eller fange, ved jeg endnu ikke,« er de sidste kendte ord fra Raoul Wallenberg, der under Anden Verdenskrig arbejdede som diplomat i Ungarn, hvorfra han altså reddede tusindvis af jøder fra nazisterne.
Men 17. januar 1945 - hvor den Røde Hær nærmede sig Budapest - blev han beordret til russernes hovedkvarter i byen Debrecen, og derfra sendt videre til Moskva, mistænkt for at være spion for USA. Toethalvt år senere erklærede russerne ham for død. I KGBs Lubjanka fængsel i Moskva.
Der skulle dog gå yderligere ti år før denne erklæring blev frigivet af den russiske sikkerhedstjeneste.
Og lige siden har sagen om Wallenberg været omgærdet af mystik, og rækken af ubesvarede spørgsmål er - trods en ti år lang russisk undersøgelse - bare vokset og vokset.
Men familien helmer altså ikke, før de har fået deres svar.
Ifølge niecen Marie Dupuy er hundredvis af døre smækket i for næsen af hende. Såvel i Sverige som i Rusland.
Nu går hun så rettens vej for at få udleveret de resterende dokumenter i den spegede sag om onklens død.
»Min afdøde far kæmpede i mere end seks årtier for at få den fulde sandhed om Raouls forsvinden. Det gør mig virkelig trist, at russiske embedsmænd tilsyneladende bevidst har tilbageholdt relevante oplysninger,« skriver Marie Dupuy.