Efter at være strandet flere dage på i grænseområdet mellem Grækenland og Makedonien er tusindvis af flygtninge nu igen på vej mod EU.

Tusindvis af flygtninge har genoptaget deres rejse mod EU, efter de har været fanget flere dage i Makedonien, skriver den britiske TV-station BBC.

Torsdag erklærede Makedonien flere grænseregioner nær Grækenland i undtagelsestilstand og lukkede passagen, så flygtningene ikke kunne komme videre, og fredag tog politiet i Makedonien pigtråd, tåregas og chokgranater i brug for at begrænse flygtningestrømmen.

Men natten til søndag har Makedonien genåbnet grænsen til Grækenland og søndag er det lykkedes mange at komme på tog og busser nordpå mod Serbien, hvorfra flere søger at komme ind i Ungarn og derfra videre til andre EU-lande.

De seneste dage har mange herunder kvinder og børn måttet slå lejr i det fri i det makedonske grænseområde. Her har de ventet med meget begrænset adgang til vand og mad.

Corinne Ambler, en medarbejder fra Røde Kors, der arbejder i området, fortæller, at der er alt for mange at hjælpe, og at der er meget varmt.

»Vi prøver bare at koncentrere os om de mest sårbare mennesker, folk med skader og folk med små børn,« fortæller hun til BBC.

Den serbiske forsvarsminister, Bratislav Gasic, fortæller, at flere end 5.000 flygtninge har krydset grænsen fra Makedonien til Serbien i løbet af natten til søndag. Serbien forventer, at den voldsomme menneskestrøm fortsætter et par dage endnu.

I Ungarn er man begyndt at bygge et fire meter højt hegn langs grænsen til Serbien for at standse flygtningestrømmen.