Der er ingen tvivl blandt de mere end 150.000 amerikanere, der har skrevet under på, at hunden skal reddes. Også selv om den bed en fireårig drengs hånd af og formentlig slugte den!

Drengen blev angrebet, efter han stak sin hånd - med en sok udenpå - gennem naboens hegn, hvor en husky ved navn Bear satte tænderne i den.

Den har formentlig troet, at der var tale om et legetøj, skriver avisen New York Post. Hunden bed drengens hånd af og åd efter al sandsynlighed både hånd og sok i samme øjeblik.

Hundens ejer - hun beskriver sig selv som en dyreelsker - Jessica Nusz, har startet en underskriftsindsamling, der i skrivende stund har fået over 150.000 underskrifter.

Hun har også samlet 400 dollar ind på en GoFundMe side, efter at hendes to hunde er sat i karantæne af det lokale dyreværn. Foruden Bear gik hunden Polar rundt i hendes indhegnede have i Layton, Utah.

Nu frygter Nusz, at Bear skal aflives. De 400 dollar fra indsamlingen skal bruges til at betale for hundenes frigivelse - hvis de da bliver sat fri.

Inden Bear fik fat i drengens hånd, har Nusz ikke oplevet nogen aggressivitet fra hundene, på trods af at de blev kidnappet sidste år.

Nogle dage senere blev de fundet i et hus, hvor beboerne indtog narkotika. Trods den oplevelse er de ikke blevet påvirket, siger Nusz.

»De vil altid være kærlige mod folk, som de ser gå forbi,« forklarer hun. »De ville lade folk klappe dem.«

Nusz planlægger også at hjælpe drengen med at betale hans lægeregning.