Tusindvis af amerikanere har endnu ikke fået lov til at komme hjem til deres bopæl, efter voldsomme skovbrande har hærget det sydlige Californien.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder ABC News.

Branden brød ud fredag nær byen San Bernadino, og den har fået mindst 7800 mennesker til at forlade deres hjem.

Siden har mere end 1300 brandfolk med hjælp fra både helikoptere og brandslukningsfly kæmpet med flammerne.

Søndag lykkedes det ifølge Ritzau at at få inddæmmet 12 procent af branden, men efterfølgende mistede brandfolkene kontrollen.

Branden har hærget svært tilgængelige områder med ujævne bakker, hvilket gør det vanskeligt for brandvæsnet at få slukket branden.

Ifølge ABC News har brandfolkene måtte opgive at kæmpe med flammerne nogle steder, fordi det ganske enkelt har været for farligt at arbejde i det stejle terræn.

Den tætte bevoksning nær flere huse har givet fortsat brændstof til flammerne, og varmt og tørt vejr søndag har holdt branden i live.

Man er i øjeblikket ved at undersøge, hvad der har forårsaget branden.

Der er fortsat ingen meldingerne om tilskadekomst eller dødsfald.