Bali er kendt som 'The Island of Gods', men nu har de tålmodige og rummelige hinduer på gudernes ø fået nok.

Det seneste år har det populære turistmål ifølge CNN udviklet sig til et yndet tilflugtsmål for russere, som vil undgå militærtjeneste, og ukrainere på flugt fra krigen.

Og det i sådan en grad, at det giver problemer for de lokale.

Derfor vil myndighederne på Bali stramme visumreglerne for rejsende fra Rusland og Ukraine.

Den amerikanske tv-station skriver, at rundt regnet 58.000 russere rejste til Bali i 2022, og i år er der allerede kommet 22.500 fra Rusland.

Fra Ukraine kom der omkring 7.000 personer i 2022, mens der siden januar indtil videre er kommet yderligere 2.500.

»Hvorfor disse to lande? Fordi de er i krig, så de strømmer hertil,« sagde Balis guvernør, Wayan Koster, ifølge CNN på et pressemøde om sagen i sidste uge.

Virumreglerne i Indonesien gør, at turister søger om 30 dages ophold, når de ankommer i lufthavnen. Det kan så forlænges til 60 dage.

Balineserne lever i høj grad af turisterne, men særlig en gruppe, giver problemer. Her en sælger på standen i Padang Padang. (Arkivfoto)
Balineserne lever i høj grad af turisterne, men særlig en gruppe, giver problemer. Her en sælger på standen i Padang Padang. (Arkivfoto) Foto: MADE NAGI
Vis mere

Det betyder, at det er forholdsvis nemt for turister at rejse til landet, fordi de ikke behøver tænke på visum på forhånd.

Og det er netop det, som myndighederne nu ønsker at lave om på.

Balineserne beretter om mange russere og ukrainere, der ignorerer, at visummet udløber, og nu arbejder ulovligt som frisører, rejseledere og chauffører på øen.

»Når vi får en melding om en udlænding, som opfører sig dårligt, er det næsten altid en russer,« siger en lokal politibetjent til CNN. Betjenten ønsker ikke at stå frem med navn.

Risterrasser ved Ubud på Bali.
Risterrasser ved Ubud på Bali. Foto: Winfried Rothermel
Vis mere

»Udlændinge kommer til Bali og opfører sig, som om de er hævet over loven. Det har altid været tilfældet, og det må stoppe,« tilføjer han.

Turister med uheldig adfærd er altså et velkendt problem i det indonesiske ferieparadis, men myndighederne er overbevist om, at der er flest problemer med folk fra Rusland og Ukraine.

Den russiske ambassade ønsker ikke at kommentere sagen, mens det ukrainske konsulat på Bali afviser, at ukrainske statsborgere bryder loven i Indonesien.

»Ukrainere rejser ikke på ferie på Bali. Vores land er invaderet. Ukrainere, som kommer til Bali, er her på grund af familiesammenføring og er primært kvinder,« siger en talsperson til CNN.

Indtil videre skal rejsende fra Ukraine og Rusland fortsat søge visum, når de ankommer til Indonesien.