To blodige angreb mod turister lammede i 2015 Tunesiens turistbranche. I år ventes otte millioner turister.

Tunis. Tunesiens turistindtægter fortsætter med at stige, efter at turistbranchen stort set blev lammet, efter at to blodige angreb i 2015 kostede adskillige udlændinge livet. Angrebene fik flere lande til at fraråde deres borgere at rejse til Tunesien.

Men nu er niveauet for antallet af udenlandske gæster ved at vende tilbage til før angrebene, og flere af de største europæiske rejsearrangører har igen Tunesien på programmet.

I de første syv måneder af 2018 steg turistbranchens indtægter således med 42 procent til 554 millioner dollar. Det oplyser det nordafrikanske lands turistminister, Salma Loumi, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Frem til 31. juli havde 4,4 millioner udenlandske gæster besøgt landet i år. Det er 23 procent flere end i samme periode året før.

Ifølge Salma Loumi ventes tallet for hele året at lande på cirka otte millioner udenlandske turister. Det vil være højere end før angrebene. I 2014 modtog Tunesien 7,1 millioner turister.

Det var to angreb med tre måneders mellemrum, som fik turister til at fravælge Tunesien. Islamisk Stat tog skylden for begge.

Det første angreb mod turister fandt sted ved Bardo-museet i Tunis. 27 blev dræbt. Heraf var de fleste udenlandske museumsgæster.

I slutningen af juni blev 38 badegæster dræbt, da en mand åbnede ild mod turister på en strand ved et femstjernet hotel i Sousse.

Den 24-årige gerningsmand havde skjult sit våben under en parasol. Han blev dræbt af sikkerhedsfolk, da han gik ind på hotellet og skød omkring sig.

At europæiske turister nu vender tilbage til Tunesien vil styrke landets svækkede økonomi betydeligt, skriver Reuters.

/ritzau/