En politimand blev natten til fredag dræbt med otte knivstik i den italienske hovedstad Rom.

Nu har en ung, amerikansk turist erkendt mordet.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder Fox News og New York Post.

Den italienske politimand Mario Cerciello Rega blev fredag morgen tilkaldt for at efterforske, hvad der lignede en rutinesag om et mindre tyveri.

Men da han ankom til gerningsstedet i Roms Prati-distrikt ved 3-tiden, opstod der tumult - som endte fatalt.

Rega blev dræbt med otte knivstik, og en kollega ved politiet blev såret.

Nu har en 19-årig amerikansk turist under et politiforhør erkendt, at det var ham, der førte kniven og begik politimordet, skriver den italienske avis Il Tempo.

Sagen, der endte med et bestialsk mord, drejede sig om et tyveri for 750 kroner.

Der var store mængder blod på gaden efter knivdrabet. (Foto: EPA/Angelo Carconi)
Der var store mængder blod på gaden efter knivdrabet. (Foto: EPA/Angelo Carconi)
Vis mere

To 19-årige amerikanske turister følte sig snydt for pengene af en narkohandler i bydelen Trastevere, som er kendt for sit natteliv.

Derfor stjal de narkohandlerens taske og mobiltelefon med beskeden om, at han kun ville få sine ejendele tilbage, hvis han afleverede de 750 kroner tilbage.

Narkohandleren arrangerede et møde med de to amerikanske turister - og kontaktede politiet, så tyvene kunne tages på fersk gerning.

Da betjentene ankom, opstod tumulten, som førte til drabet på Mario Cerciello Rega.

De to amerikanske turister boede ifølge den italienske avis Il Tempo på et dyrt hotel ikke langt fra gerningsstedet.

Efter planen skulle de være rejst hjem til USA lørdag.

Det italienske politi har endnu ikke udtalt sig officielt om sagen.

De to turisters identitet er heller ikke blevet offentliggjort.