Passagerer siger, at en kabineansat gav drenge klistermærker, hvor der stod, at de er kommende piloter, mens pigerne fik mærker, hvor der stod, at de var kommende stewardesser.

Flyselskabet TUI har i den grad fået bagdelen i klaskehøjde efter det er kommet frem, at selskabets kabinepersonale i mindst et tilfælde har uddelt klistermærker, der opfordrede drenge til at blive piloter og piger til at blive stewardesser.

»Klistermærkerne var kønsneutrale, men det var måden, de blev delt ud på, der var problematisk,« siger Dame Gillian Morgan, som var ombord på flyet, til britiske Metro.

Morgan, der fløj med TUI fra Cypern til Bristol, kalder det »dybt sexistisk« og er »helt sikker« på, at det ikke var et tilfælde, at klistermærkerne blev omdelt, som de gjorde.

Det er disse klistermærker, der får flere til at beskylde TUI for sexisme.
Det er disse klistermærker, der får flere til at beskylde TUI for sexisme. Foto: TUI
Vis mere

»Det sker underforstået hele tiden. Drengene får Lego-rumraketten og pigerne får en lille pony. Vi har desperat brug for flere kvinder, der vil læse naturvidenskab og ingeniørvidenskab, men de her små ting sætter os tilbage,« fortsætter hun.

Også andre har på Twitter bemærket episoden.

'Det sender et budskab om, at job er kønnede. Jeg fortæller min datter, at hun kan få lige det job, hun gerne vil, så længe hun er indstillet på at arbejde hårdt for det. Det føler jeg det her underminerer,' skriver en bruger.

TUI beklager og siger, at det hele er noget 'roderi'.

»Vi er kede af, at et lille antal kunder er blevet oprevet over dette,« siger en talsperson for selskabet, der videre fortæller, at hensigten med klistermærkerne slet ikke er, at det kun er drengene, der skal have dem med piloter og pigerne, der skal have dem med kabinepersonale på.

TUI fortæller videre, at tilbagemeldingen fra kunderne indtil videre har været meget positiv.

»Børn bliver vilde med at flyve, når de tager på ferie med os, og vi vil gerne opmuntre dem til at forfølge deres drømme om at blive piloter, stewarder og stewardesser,« siger talspersonen.

TUI var herhjemme tidligere kendt som Star Tour.