Michael Cohen forklarer i retten, at han følte 'blind loyalitet' og en forpligtelse til at dække over Trump.

Præsident Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen idømmes tre års fængsel for blandt andet skatteunddragelse, for at have løjet for Kongressen og for at have betalt to kvinder for at tie om Trump.

Det sidste skete i tiden op til præsidentvalget i USA i 2016.

Dommer William H. Pauley III understreger ved strafudmålingen, at Cohen har fortjent en hård straf for sine forbrydelser.

Han afviste forsvarsadvokaternes argumenter om, at Cohen skulle have lov at slippe med en mild straf, fordi han har samarbejdet med myndighederne om nogle af de efterforskninger, der involverer Trump.

Cohen forklarede onsdag i retten, at hans 'blinde loyalitet' over for Trump betød, at han følte en forpligtelse til at 'dække over' præsidentens 'beskidte gerninger'.

/ritzau/AP