Stabschefen i Det Hvide Hus, John Kelly, stopper med årets udgang.

Det oplyser præsident Donald Trump ifølge nyhedsbureauerne AP og Reuters.

Præsidenten tilføjer samtidig, at John Kelly har været en 'loyal samarbejdspartner'. Ikke desto mindre har der de seneste dage i amerikanske medier været spekulationer om, at han ville gå af i nær fremtid.

Spekulationerne har også fået næring, efter at John Kelly har haft flere sammenstød med førstedamen, Melania Trump. Det har blandt andet handlet om rejser og bemanding.

Nick Ayers (til højre) er et bud på Trumps nye stabschef.
Nick Ayers (til højre) er et bud på Trumps nye stabschef. Foto: JONATHAN ERNST/REUTERS/RITZAU SCANPIX
Vis mere

John Kelly blev stabschef i juli 2017. Her erstattede han Reince Priebus, der blev skiftet ud under stor dramatik.

Modsat Priebus har John Kelly ikke gjort karriere i politik, men derimod i militæret. Her blev han general i marinekorpset, før han blev minister for indenrigssikkerhed i 2017, da Donald Trump blev præsident.

Dermed skal præsidenten ansætte sin tredje stabschef, når John Kelly stopper. Det er set før, at der sker en vis rotation på den post i Det Hvide Hus. Barack Obama havde fire stabschefer i sine første fire år som præsident.

Det vides endnu ikke, hvem der overtager posten efter John Kelly. Et bud er dog den 36-årige Nick Ayers, der er stabschef for vicepræsident Mike Pence.