Han tabte valget og er den eneste amerikanske præsident, der har været gennem to rigsretssager.

Alligevel er Donald Trump langt fra en færdig mand i amerikansk politik.

Sådan lyder vurderingen fra en af de største kritikere af den afgående præsident i det republikanske parti, Mitt Romney – som er sikker på, at Trump sagtens kan blive republikanernes præsidentkandidat igen.

Den erfarne republikanske senator har selv en fortid som præsidentkandidat, og har lige fra starten været modstander af Trumpismen.

Donald Trump har gode chancer, hvis han stiller op som kandidat i 2024, vurderer Mitt Romney. (Arkivfoto)
Donald Trump har gode chancer, hvis han stiller op som kandidat i 2024, vurderer Mitt Romney. (Arkivfoto) Foto: YURI GRIPAS
Vis mere

I den netop overståede rigsret, som endte med at frikende Donald Trump for at være ansvarlig for optøjerne 6. januar, var Mitt Romney en af de syv republikanere, der stemte for at dømme ham.

Under den første rigsretssag mod Trump i 2020 stemte Romney som den eneste republikaner for at dømme præsidenten skyldig. Også i denne sag klarede præsidenten frisag.

Trods sin modstand mod præsidenten er Utah-senatoren dog ikke i tvivl om, at ekspræsidenten vil vinde nomineringen om at blive republikanerne præsidentkandidat i 2024, hvis han vælger at stille op.

»Jeg ved ikke, om han vil stille op til valget i 2024, men hvis han gør, så er jeg sikker på, at han vil vinde nomineringen,« siger Mitt Romney i et interview med New York Times.

Mitt Romney fotograferet, da han fornylig ankom til rigsretten mod Donald Trump.
Mitt Romney fotograferet, da han fornylig ankom til rigsretten mod Donald Trump. Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

Selvom han tager forbehold for, at meget kan ske på de knap fire år, der er til næste valg, er han ikke i tvivl om Trumps chancer.

»Jeg ser på meningsmålingerne, og meningsmålingerne viser, at han vil vinde en jordskredssejr, hvis man ser på de navne som nævnes som potentielle kandidater i 2024 og tæller Donald Trump med blandt republikanerne.«

Han understreger, at han ikke selv tidligere har stemt på Trump, og at han heller ikke kommer til det i fremtiden.

»Han er den klart største stemme, og han har stor indflydelse i mit parti,« erkender Romney i interviewet.

Donald Trump har endnu ikke erklæret, at han er kandidat ved næste valg.

Det ventes, at Donald Trump søndag vil holde sin første tale efter, at han forlod Det Hvide Hus 20. januar. Der bliver gisnet om, hvorvidt den tidligere præsident vil løfte sløret for sine fremtidsplaner.