Kun 35 procent af den amerikanske vælgerbefolkning mener, at præsident Donald Trump klarer sit job ordentligt.

Det er et dyk på næsten 10 procentpoint siden maj. Og årsagerne er mange.

Således mener eksperter i både Wall Street Journal og Washington Post, at USA langsomt kommer tættere på en økonomisk nedtur a la den, verden led under fra 2008 til 2012.

Og i undersøgelsen, der er foretaget af The Associated Press-NORC Center for Public Affairs Research, er knap 80 procent af demokrater og uafhængige vælgere utilfredse med Trumps økonomiske politik.

Donald Trump har ingen grund til at smile. Populariteten er styrtdykket.
Donald Trump har ingen grund til at smile. Populariteten er styrtdykket. Foto: TASOS KATOPODIS - Reuters
Vis mere

Trumps immigrationspolitik møder også modstand hos næsten 70 procent af de adspurgte vælgere.

Trods adskillige nye masseskyderier har Donald Trump ifølge 72 procent af de adspurgte amerikanere ikke formået at leve op til sine løfter om strammere våbenlovgivninger.

Handelskrigen imod Kina har også skabt massiv modstand hos både demokrater og uafhængige. Og når det drejer sig om udenrigspolitik, mener selv 60 procent af de republikanske vælgere, at Trump kunne klare jobbet bedre.

Lige siden sin indsættelse i januar 2017 har Trump delt den amerikanske befolkning.

Og mens hans støtte aldrig har oversteget 42 procent, så er den heller aldrig dykket under 32 procent. Til sammenligning svingede Barack Obamas popularitet (ifølge Gallup) imellem 40 procent og 65 procent.

Blandt USA's republikanske vælgere er partifællen Donald Trump dog stadig populær. Således mener 80 procent af alle adspurgte republikanere, at Trump (i snit) klarer jobbet godt. Mens 20 procent er utilfredse.

Sammenlignet mener hele 95 procent af alle demokrater, at Donald ikke klarer sit job tilfredsstillende.

Denne seneste meningsmåling blev foretaget halvanden uge efter masseskyderierne i Ohio og Texas, og før Donald Trump kom i konfrontation med Mette Frederikssen og pludseligt aflyste sit besøg i Danmark.