Hvis man vil have fred, må man forberede sig på krig, siger Donald Trumps kommende sikkerhedsrådgiver.

Washington. Med et latinsk ordsprog beskriver John Bolton, der netop er blevet udpeget som ny national sikkerhedsrådgiver i USA, landets udfordringer med at skabe fred i verden.

- Si vis pacem, para bellum, siger den tidligere FN-ambassadør i et interview med Sky News, få timer efter at præsidenten annoncerede, at general H.R. McMaster vil blive erstattet på posten.

Ordsproget betyder på dansk: Hvis man vil have fred, så må man forberede sig på krig.

Og John Bolton, der betragtes som en af høgene på den republikanske højrefløj, mener, at USA og Vesten står over for en række trusler fra deres fjender.

- Jeg mener, vi har set en spredning (af atomvåben, red.), terrorisme og strategiske trusler. Så selv om mange mennesker mener, at vi ved enden af den kolde krig stod ved afslutningen på historien, så er det ikke sandt, siger John Bolton.

- Det er vigtigt, at USA beskytter civilbefolkningen, beskytter sine alliancer, beskytter økonomien. Så der er et stort stykke arbejde foran os, tilføjer han.

Direkte adspurgt om, hvorvidt den kommende sikkerhedsrådgiver spår en eskalering af konflikter fremover, siger han:

- Det er noget, vi gerne vil forhindre, og jeg mener, at præsidentens tilgang, som er på linje med Ronald Reagans "fred gennem styrkepolitik", er vigtig, siger John Bolton.

- Jeg mener, at den sikreste måde at forhindre konflikt på er at have et stærkt militær, tilføjer han.

John Bolton har tidligere argumenteret for, at USA skal bruge militær magt over for Iran og Nordkorea.

Han bliver den tredje person, der bestrider jobbet som national sikkerhedsrådgiver, siden Donald Trump flyttede ind i Det Hvide Hus i januar sidste år.

John Bolton var en af de mest ivrige fortalere for invasionen i Irak i 2003 under præsident George W. Bush. Invasionen viste sig senere at være baseret på forkerte eller overdrevne efterretninger.

John Bolton tiltræder posten som national sikkerhedsrådgiver 9. april.

/ritzau/