Normalt nyder overklassen livet i rigmandsoasen Palm Beach i solskinsstaten Florida.

Nu er mange af beboerne nervøse og ængstelige for, hvad fremtiden skal bringe.

Det skyldes, at USAs nok mest omtalte rigmand de sidste fire år flytter tilbage til sin private klub i luksusboligen Mar-a-Lago lige øst for byen West Palm Beach.

USAs nu tidligere præsident Donald Trump.

Ivanka Trump og hendes mand, Jared Kushner har også slået sig ned i Palm Beach-området – og flere andre medlemmer af Trump-klanen skulle også være på jagt efter boliger i det normalt fredfyldte rigmandsområde.

Men det er især dem, der har fulgt med i kølvandet på Trump-klanen, som får panderynkerne frem i lokalsamfundet.

»Der er nervøsitet i lokalsamfundet. Højreekstreme grupper er flyttet hertil,« siger lokalpolitikeren Melissa McKinlay, som sidder i Palm Beach' byråd for Demokraterne, til Dagbladet.

Hun taler om yderliggående grupper som Proud Boys og Sovereign American Project, der netop har slået sig ned i byen.

Donald Trump resort Mar-a-Largo i Florida. (Arkivfoto)
Donald Trump resort Mar-a-Largo i Florida. (Arkivfoto) Foto: JOE RAEDLE
Vis mere

Formanden for den lokale afdeling af Proud Boys, Bobby Pickles, deltog ifølge Palm Beach Post i stormen på Kongressen 6. januar – som du kan se billeder fra i videoen herover.

Med Trump'erne og de højreekstreme gruppers ankomst frygter Melissa McKinlay, at den slags optøjer følger med.

»Sikkerheden er nok øverst på min liste over bekymringer lige nu. Jeg frygter, at det kaos, vi så i Washington D.C., kommer hertil, og at når nogen vil demonstrere, så kommer vi til at se dem i vores gader fremfor i Washington. Det gør mig nervøs,« fortæller hun til Dagbladet.

Palm Beach Post har ifølge Aftonbladet talt med flere naboer til Mar-a-Lago. Her er meldingen den samme.

Donald Trumps private klub Mar-a-Lago i Palm Beach set fra et flyvindue.
Donald Trumps private klub Mar-a-Lago i Palm Beach set fra et flyvindue. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Naboerne er ikke bange for Trump, men de frygter simpelthen chikane fra hans tilhængere, lyder det.

Naboerne til Mar-a-Lago er i det hele taget ikke vilde med udsigterne til, at Donald og Melania Trump slår sig permanent ned i Palm Beach, som ligger nord for Miami.

De er trætte af det postyr med afspærringer, politi og sikkerhedsfolk, der følger med præsidenten, når han er på den eksklusive halvø.

Derfor har de forsøgt at forhindre ham i at tage permanent ophold på resortet. I et brev til bystyret og den siddende præsident Joe Biden gør de opmærksom på, at Trump ikke har juridisk ret til at bo på stedet.

I begyndelsen af 90erne fik han nemlig myndighedernes tilladelse til at lave Mar-a-Lago om til en eksklusiv klub for sine rige venner og forretningsforbindelser – under forudsætning af, at han aldrig selv ville bosætte sig på stedet.

»Der findes ingen juridiske krumspring, som tillader ham at bruge ejendommen som både bopæl og privat klub,« som naboen Glenn Zeitz har udtrykt det.

Eller som det lyder i brevet til Palm Beach-bystyret:

»Palm Beach har mange andre nydelige ejendomme til salg, og vi er sikre på, at præsident Trump kan finde én, der tilfredsstiller hans behov.«