Da USA's præsident, Donald Trump, natten til tirsdag afholdt et stort vælgermøde i den amerikanske grænseby El Paso, havde han et helt nyt slogan.

Således var det gamle mantra 'Build the Wall' skiftet ud med det lidt mindre mundrette 'Finish the Wall' - gør muren færdig.

'Muren' er selvfølgelig den 3.145 kilometer lange og 12 meter høje grænsemur, som Donald Trump har lovet sine tilhængere, siden den første præsidentkampagne startede i 2016. Dengang det også var meningen, at Mexico selv skulle betale for muren.

Men ligesom alle andre politikere før ham har Donald Trump nu lært, at man ikke altid kan få det, man ønsker sig.

Sådan ser Donald Trumps drømmemur ud - 12 meter høj og støbt i beton. Men virkeligheden er måske en helt anden - noget lidt mere stakit-agtig?
Sådan ser Donald Trumps drømmemur ud - 12 meter høj og støbt i beton. Men virkeligheden er måske en helt anden - noget lidt mere stakit-agtig? Foto: MANDEL NGAN - AFP
Vis mere

Ved vælgermødet, hvor godt 10.000 Trump-fans deltog, mens yderligere 7.000 måtte tage til takke med storskærme uden for den fyldte arena, lød kamprådet stadig 'Build the wall'.

Men i sin retorik og på sine egne skilte har præsidenten sneget en række mere eller mindre diskrete ændringer ind.

I stedet for at forlange den 'smukke, 12 meter høje kæmpemur støbt i beton' (citat fra en Trump-tale i oktober 2016) taler præsidenten således nu om 'stålbarrierer, 'grænsemarkeringer' og sågar 'smart digital overvågning'. Og på det gigantiske banner, der i El Paso hang bag præsident Trump, stod der som noget helt nyt 'Finish the Wall'.

Det er, hvad amerikanerne kalder et 'reality check' - virkeligheden banker på.

Ved Eagle Pass i Texas er grænsemuren lidt mere stakit-agtig.
Ved Eagle Pass i Texas er grænsemuren lidt mere stakit-agtig. Foto: JOE RAEDLE - AFP
Vis mere

Og Eric Schmitt, der er politisk reporter for avisen The New York Times, forklarer:

»Hvis man ikke kan få det, man forlanger, så må man forlange det, man kan få. Og chancerne er gode for, at Trumps kernevælgere er ligeglade. De holder med præsidenten, uanset hvad han gør og siger. Så hvis Trump siger, at han har fået det, han forlanger, så er dét den nye virkelighed.«

Men i den virkelighed har omstændighederne ændret sig for den 72-årige præsident, der allerede er godt i gang med sin genvalgskampagne for år 2020.

Således er det nu Det Demokratiske Parti (Trumps modstandere), der har flertal i Repræsentanternes Hus (halvdelen af den amerikanske kongres). Og i kongressens helt nye forslag til et statsbudget får Donald Trump kun godt halvdelen af de 33 milliarder kroner, han ellers har forlangt til øget sikkerhed ved grænsen.

Donald Trump på scenen i El Paso, Texas. Endnu et succesfuldt vælgermøde. Også selvom sloganet 'Build the Wall' diskret er blevet ændret til 'Finish the Wall'.
Donald Trump på scenen i El Paso, Texas. Endnu et succesfuldt vælgermøde. Også selvom sloganet 'Build the Wall' diskret er blevet ændret til 'Finish the Wall'. Foto: NICHOLAS KAMM - AFP
Vis mere

Og for at føje spot til skade (for præsidenten) går ingen af disse midler til decideret murbyggeri, men derimod til digital overvågning og 'reparation af eksisterende grænse-barrierer'.

»Sandheden er, at Trump-regeringen ikke har bygget nogen ny mur eller for den sags skyld startet byggeriet på en ny mur. Det eneste, der er sket, er, at dele af den eksisterende barriere imellem USA og Mexico er blevet repareret og styrket. Og det er ene og alene sket i overensstemmelse med beslutninger, der blev taget, lang tid før Donald Trump blev præsident.«

Sådan forklarer MSNBC-journalist og tv-vært Chris Matthews i sit program 'Hardball'.

Men som præsidenten selv gentagne gange har påpeget, er Trump-fans loyale. Således var vælgermødet i El Paso en kæmpe succes - også selvom muren bliver til et hegn eller måske bare et stakit.

Det nye Trump-slogan.
Det nye Trump-slogan. Foto: NICHOLAS KAMM
Vis mere