Donald Trumps planer for den hensygnende kulindustri var ellers store.

»Vi vil vinde, vinde, vinde, og I vil alle blive meget stolte. Og minearbejderne skal gøre sig klar, for de kommer til at knokle røven ud af bukserne,« lovede Donald Trump vælgerne tilbage i maj 2016, da han endnu kun var kandidat til det præsidentembede, som han senere samme år erobrede ved valget.

Ifølge CNN er det siden gået lige modsat.

Nye tal viser, at for første gang siden 1800-tallet, hvor industrialiseringen i USA for alvor tog fart, brugte landet i 2019 mere energi baseret på vedvarende kilder end fra kul – og det samlede kulforbrug faldt samtidig for sjette år i træk til det laveste niveau siden 1964.

Black Thunder-kulminen i Wyoming. Staten er den største kulproducent i USA – her findes seks af de 10 største kulminer i landet.
Black Thunder-kulminen i Wyoming. Staten er den største kulproducent i USA – her findes seks af de 10 største kulminer i landet. Foto: TANNEN MAURY
Vis mere

»Da Trump vandt i 2016, tænkte jeg, at det ville være frygteligt for vores forretning. I stedet har det været de bedste fire år nogensinde,« som Jeff McDermott, der er direktør for den grønne investeringsbank Nomura Greentech, udtrykker det til CNN:

»Markedskræfterne er stærkere end politik.«

Donald Trump har ellers i sine knap fire år som præsident gennemført en del tiltag, der kan kaldes antiklimavenlige og fremmende for den gamle kul- og olieindustri:

  • Han annullerede med et pennestrøg Barack Obamas såkaldte 'Clean Power'-plan.
  • Han meldte USA ud Paris-aftalen, hvor 196 lande havde forpligtiget sig til at begrænse den globale opvarmning.
  • Han udnævnte en tidligere kul- og olieforkæmper som leder af det nationale miljøagentur, EPA.
  • Han har erklæret en ende på »krigen mod kul«.
  • Han har sagt, at støjen fra vindmøller kan give kræft.

I stedet har både sol- og vindenergi boomet i de seneste år. Ifølge CNN.

En vindmøllepark i Californien.
En vindmøllepark i Californien. Foto: Mario Anzuoni
Vis mere

En park af solfangere i Florida.
En park af solfangere i Florida. Foto: KERRY SHERIDAN
Vis mere

»Hvis man skal sige noget, så er det, at kulindustriens kollaps er accelereret i Trump-æraen, hvor der er forsvundet flere job, og hvor håbet hos de arbejdsløse kulminearbejdere er blevet knust,« lyder en konklusion i artiklen.

Det et Peabody Energy, verdens største private kulproducent, et meget godt eksempel på. Selskabet var tæt på konkurs, da Donald Trump blev valgt, men blomstrede gevaldigt op i begyndelsen af hans præsidentperiode – men nu er det gået helt galt igen. Miner ligger øde hen, kulminearbejdere er blevet fyret, og omsætningen er faldet med hele 39 procent i bare tredje kvartal i år. Coronapandemien har heller ikke hjulpet den trængte branche.

Senest har ledelsen i Peabody Energy meldt ud, at man »rejser alvorlig tvivl om«, hvorvidt selskabet overhovedet kan køre videre under de nuværende omstændigheder.

»Trumps kul-redningsplan havde aldrig en chance,« som en anden konklusion i CNN-artiklen lyder med henvisning til de store mængde af naturlige gasser og muligheder for udnyttelse af vind- og solenergi, der findes i USA.

Med Joe Bidens sejr ved præsidentvalget tidligere på måneden, vil udviklingen i højere grad fremmes, vurderes det. Demokraten har flere tiltag på vej, der skal frem udnyttelsen af vedvarende energi.