Indenrigsminister Ryan Zinke forlader Donald Trumps regering ved udgangen af året.

Det skriver den amerikanske præsident på Twitter. Der vil blive sat navn på en afløser i næste uge. Årsagen til hans stop fremgår ikke.

Ryan Zinke har været indenrigsminister i hele Donald Trumps embedsperiode.

Han har spillet en stor rolle i Donald Trumps indsats for at tilbagerulle miljøkrav og skabe bedre forhold for udvinding af kul og olie i USA.

Ryan Zinke har baggrund i militæret som forhenværende befalingsmand i den amerikanske flådes specialstyrker. Den er kendt under navnet Navy Seal
Ryan Zinke har baggrund i militæret som forhenværende befalingsmand i den amerikanske flådes specialstyrker. Den er kendt under navnet Navy Seal Foto: SHAWN THEW
Vis mere

Ryan Zinke har derfor haft tilhængere i olie- og kulindustrien, mens miljøorganisationer har haft ham på sigtekornet.

Den 57-årige politiker har dog også været i modvind på flerte fronter gennem hans tid i det amerikanske indenrigsministerium, hvor han har været chef for mere end 70.000 ansatte.

Blandt andet er han blevet kritiseret for at have brugt 12.000 dollar af offentlige midler på et privatfly sidste år, der var ejet af en direktør for et stort olieselskab.

Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved, at han havde et sikkerhedsteam med på en privat ferie til Grækenland og Tyrkiet forrige sommer, hvilket kritikere har kaldt unødig brug af skattepenge.

Derudover er Ryan Zinke blevet undersøgt af indenrigsministeriets egen vagthund i forbindelse med et ejendomsprojekt, som en fond startet af ham selv har været involveret i.

Tvivlen er gået på, at bestyrelsesformanden i oliegiganten Halliburton har støttet projektet, og Ryan Zinke på den anden side har arbejdet for at fremme olieselskabers interesser på amerikansk jord.

Ryan Zinke har baggrund i militæret som forhenværende befalingsmand i den amerikanske flådes specialstyrker. Den er kendt under navnet Navy Seal.

/ritzau/AP