Næsten en million mennesker havde forsøgt at få billetter til Trumps vælgermøde med kun 19.000 tilskuerpladser.

Det pralede præsidenten med tidligere på ugen, men lørdag aften forløb helt anderledes, end han havde håbet.

»Der var ekstremt mange tomme pladser. Størstedelen af den øverste balkon i arenaen var tom,« fortæller Jesper Steinmetz, som er USA-korrespondent for TV 2.

Han var til stede i den amerikanske by Tulsa i Oklahoma, hvor tusindvis af dedikerede Trump-støtter i røde farver strømmede til det første vælgermøde i flere måneder.

De øverste tribuner stod tomme med blå sæder i stærk konstrast til de mange røde T-shirts hos de fremmødte Trump-tilhængere. Trods udmeldingen om, at en million mennesker havde forsøgt at få billet til vælgermødet, blev arenaens 19.000 pladser ikke fyldt ud. EPA/ALBERT HALIM
De øverste tribuner stod tomme med blå sæder i stærk konstrast til de mange røde T-shirts hos de fremmødte Trump-tilhængere. Trods udmeldingen om, at en million mennesker havde forsøgt at få billet til vælgermødet, blev arenaens 19.000 pladser ikke fyldt ud. EPA/ALBERT HALIM Foto: ALBERT HALIM
Vis mere

Det viste sig bare at være langt færre, end både præsidenten og hans kampagnefolk havde forventet.

Med troen på, at en million ville møde op, havde man bygget en stor scene uden for arenaen, hvor yderligere 40.000 kunne følge vælgermødet og efterfølgende kort få et par ord fra Trump.

Det blev dog aldrig nødvendigt at gøre brug af den. På selve aftenen endte selv mange af tilskuerpladserne indenfor med at være tomme, fortæller Jesper Steinmetz.

»Der var ikke en sjæl foran den scene. De endte med at pille den ned, mens Trump stadig talte inde i arenaen.«

Vælgermødet i Tulsa var det første i flere måneder. Fremmødet skulle havde været enormt, men lørdagen endte med at floppe. Her ses præsidenten vinke efter ankomsten til Det Hvide Hus samme aften. EPA/MIKE THEILER.
Vælgermødet i Tulsa var det første i flere måneder. Fremmødet skulle havde været enormt, men lørdagen endte med at floppe. Her ses præsidenten vinke efter ankomsten til Det Hvide Hus samme aften. EPA/MIKE THEILER. Foto: MIKE THEILER
Vis mere

Det mener Steinmetz er et tegn på, at selv Trumps dedikerede vælgerskare har forstået alvoren af coronavirus, som har kostet mere end 120.000 mennesker livet i USA.

Præsidenten har fra begyndelsen af pandemien og frem til nu forsøgt at underspille sundhedskrisen og de mange tilhørende problemer med manglende udstyr, forholdsregler og testkapacitet.

Coronavirus er langtfra et overstået kapitel i USA, hvor flere stater stadig kæmper med smitteudbrud, og senest er seks ansatte i Trumps kampagnestab testet positive for covid-19.

Tilbage i Tulsa forsøgte præsidentens politiske entourage at give demonstranterne fra Black Lives Matter-protesten i byen skylden for det skuffende fremmøde af Trump-støtter.

Nedenstående video af aftenens hændelser er delt fra Jesper Steinmetz Facebook med hans tilladelse.

Enkelte havde forsøgt at blokere indgangen til arenaen, men blev hurtigt fjernet af politiet. Rygterne var forud for vælgermødet gået på, at tusindvis af Trump-modstandere skulle være kommet til byen.

»Jeg mødte ikke en eneste person uden for Tulsa. Black Lives Matter-protesten var meget lille,« siger Jesper Steinmetz.

Det meste af dagen forløb fredeligt, men om aftenen udviklede situationen sig.

Mens USA-korrespondenten stod på fortovet udenfor, kolliderede demonstranter, Trump-støtter og politiet, som det er sket adskillige gange de seneste uger.

En politibetjent sigter en pistol med peberpatroner mod en samling mennesker, hvor både Trump-modstandere og -tilhængere skændes. AFP.
En politibetjent sigter en pistol med peberpatroner mod en samling mennesker, hvor både Trump-modstandere og -tilhængere skændes. AFP. Foto: Brendan Smialowski
Vis mere

»Vi tænkte: 'Nu går det galt igen.' Politiet steg ud af bilerne – nogle med hjelme og kampuniform – og andre med våben ladet med gummikugler og peberpatroner.«

Et øjeblik senere gik de første skud af, og peberpatroner blev også skudt mod menneskemængden, hvor Jesper Steinmetz og hans kameramand befandt sig.

»Jeg må bare sige, det virker. Man hoster rimelig meget, og så løber man væk,« fortæller han.

Trods de dramatiske billeder fra aftenen endte de tre parter dog ikke i store og voldelige sammenstød, som ellers frygtet.

»Jeg har fulgt demonstrationerne i flere uger. Det her var ingenting, i forhold til hvad vi så i Minneapolis,« siger Jesper Steinmetz.

Han talte i løbet af aftenen også med en Trump-tilhænger, som havde været inde til vælgermødet og efterfølgende kom ud til moddemonstranterne.

»Han synes, det var ubehageligt at komme ud og blive mødt af fjendtligt stemte demonstranter. Det her land savner empati, sagde han.«

Manden mente, at man ikke lyttede nok til hinanden i USA. Det er 'røde' og 'blå' amerikanere for sig – den splittelse var tydelig lørdag aften.