Tirsdag er der senatsvalg i den amerikanske stat, Alabama. Og Præsident Donald Trump opfordrer her vælgerne til at stemme på 70-årige Roy Moore, en brandfarlig kandidat og forhenværende dommer, der er anklaget for både sex-misbrug og pædofili.

På papiret er de republikanske vælgere ellers imod alt, der truer de traditionelle amerikanske familieværdier (bl.a. sex-misbrug og pædofili). Men når valget står imellem Roy Moore og den demokratiske kandidat, Doug Jones, så er de tydeligvis klar til at gøre en undtagelse.

I ugerne op til valget har ikke færre end ni kvinder anklaget Roy Moore for sex-chikane og sex-misbrug. To har fortalt, at de var mindreårige (hhv 15 og 16 år), da den daværende 32-årige statsadvokat Roy Moore antastede dem. Og en lokal avis har afsløret, at Roy Moore som 29-årig blev forment adgang til et lokalt indkøbscenter ('Gadsten Mall' i byen Gadsten), efter han her gentagende gange var blevet smidt ud for at genere piger i alderen 14 til 17 år.

I en tale ved et vælgermøde i byen Fairhope i det sydlige Alabama gentog Roy Moore i fredags sine ekstreme holdninger til homeseksuelle og transeksuelle. Ifølge Moore bør homoseksuelle ægteskaber således igen forbydes. Og den 'genfødte kristne' Roy Moore mener slet ikke, at der findes transseksuelle. Det er ifølge den forhenværende dommer en 'liberal opfindelse'.

Samtidig afslørede avisen Los Angeles Times Roy Moore interessante holdning til amerikanske racekultur.

Da en sort vælger således spurgte Roy Moore, hvornår USA sidst havde være velfungerende (i henhold til Trumps slogan 'Make America Great Again'), svarede Moore ifølge Los Angeles Times:

»USA var 'great', da vi stod sammen. Dengang havde vi godt nok slaveri. Men familien stod sammen. Og som nation havde vi en fælles retning og en fælles holdning.«

Den slags udtalelser fik for bare en måned siden republikanske toppolitikere til at forlange, at Roy Moore trak sig som senatskandidat. Og selv Præsidentens datter Ivanka Trump skrev i en pressemeddelelse, at 'Helvede har afsat en speciel plads til alle, der misbruger børn'.

I mellemtiden har det dog vist sig, at de vælgerne i Alabama er ligeglade med den slags udtalelser, holdninger og anklager.

Således tror 92 procent af de krisntne republikanske vælgere i Alabama (ifølge avisen Birmingham News), at anklagerne imod Moore er opdigtede og resten afskriver de som 'fake news' - falske nyheder, opdigtet af pressen.

Den overvældende vælgerstøtte har fået den republikanske ledelse til at vende på en tallerken. Således er den republikanske landsorganisation RNC igen begyndt at give finansiel støtte til Ray Moores kampagne. Den republikanske kongresleder Mitch McConnell lader som ingenting og siger, at det nu er vælgerne i Alabama, der bestemmer, Ivanka Trump er tavs som graven. Og Præsident Donald Trump lægger ikke skjul på sin holdning:

»Vi har ikke råd til at miste så meget som én eneste republikansk stemme i Senatet. Stem på Roy Moore. Han benægter anklagerne. Og det et godt nok for mig,«

Sådan sagde præsidenten, da han i weekenden afholdt et stort vælgermøde i Pencacola, Florida, lige nord for grænsen til Alabama.

Til vælgermøder over hele Alabama er Roy Moore blevet bakket op af en broget forsamling, bestående bl.a. af Trumps forhenværende rådgiver, Steve Bannon, den højreekstremistiske realitystjerne, Phil Robertson (fra serien 'Duck Dynasty') og endelig den britiske Brixit-politiker, Nigel Farage.