På trods af uger med påstande om massiv valgsnyd fra den amerikanske præsident, Donald Trump, så er der ingen beviser på, at det har været tilfældet.

Det forklarer Donald Trumps egen justitsminister William Barr til nyhedsbureauet AP.

Nærmere bestemt siger Barr til AP, at man på ingen måde har fundet beviser på valgsnyd i et omfang, som vil gøre det muligt for Trump at få vendt valgnederlaget til en sejr over Joe Biden.

»Til dags dato har vi ikke set valgsvindel i et omfang, der vil kunne påvirke resultatet af valget,« siger Bill Barr.

Både før, men især også efter valget har Donald Trump nærmest dagligt og gennem sin personlige advokat, Rudy Giuliani, gentaget, at han mener, der har været enorme mængder valgsvindel.

Ikke mindst i delstater som Georgia, Wisconsin, Michigan og Pennsylvania.

Men intet af det er der altså beviser for, hvilket i øvrigt har været fastslået igen og igen fra både eksperter og embedsværket i de enkelte delstater i USA.

Donald Trump ser dog ikke umiddelbart ud til at lytte til sin egen justistminister.

Blot få minutter efter AP udgav deres artikel om William Barrs udtalelser, tweetede Trump, at han følger en høring i Michigan om netop valgsvindel, hvilket der altså ikke er beviser for.

Netop Bill Barr har ellers været ganske lydhør over for Donald Trumps anklager om valgsvindel.

Så sent som sidste måned kom han med et direktiv, der gjorde det muligt for de enkelte delstaters justitsministre at forfølge enhver 'substantiel anklage' om uregelmæssigheder i forbindelse med valghandlingen.

Dagens udmelding fra Barr er blot et af en lang række store nederlag for Donald Trump i jagten på at blive i Det Hvide Hus.

Igen og igen har han fået afvist søgsmål af dommere. Andre gange har embedsmænd - også republikanske - i delstaterne nægtet at undsige valgresultatet.

Selvom Trump fortsat ser ud til at kæmpe videre, så står det efterhånden mere og mere klart, at præsidenten i alle henseender får svært ved beholde jobbet som præsident i USA.