Imens rigsretssagen imod Donald Trump buldrer videre med en maraton-spørgerunde i senatet, tikker dårlige nyheder ind hos præsidentens tidligere sikkerhedsådgiver, John Bolton.

'Du må ikke udgive din nye bog'.

Sådan lyder beskeden fra Donald Trumps Hvide Hus.

»Det tilsendte manuskript indeholder betydelige mængder 'hemmelig'-stemplede oplysninger. Manuskriptet må derfor ikke offentliggøres, før disse fortrolige oplysninger er slettet.«

Engang kaldte Donald Trump John Bolton 'en af mine bedste venner'. Nu er Bolton officielt fjende af Det Hvide Hus.
Engang kaldte Donald Trump John Bolton 'en af mine bedste venner'. Nu er Bolton officielt fjende af Det Hvide Hus. Foto: LEAH MILLIS
Vis mere

Sådan lyder det ifølge avisen Washington Post i et brev, som John Bolton og hans advokater netop har modtaget fra Det Hvide Hus.

Ironisk nok handler senatets igangværende spørgerunde i forbindelse med rigsretssagen imod Trump indirekte om John Bolton og oplysningerne i dennes kommende bog.

Efter samtlige spørgsmål fra de 100 senatorer er besvaret, skal senatet nemlig på fredag stemme om, hvorvidt nye vidner er nødvendige.

Og øverst på demokraternes ønskeseddel over mulige vidner står ét navn: 'John Bolton'.

John Bolton. )
John Bolton. ) Foto: SERGEI GAPON - AFP
Vis mere

I lækkede citater fra bogen, fortæller Bolton således, at Donald Trump direkte bad ham om, at tilbageholde militærhjælp til Ukraine for at tvinge landets ledelse til at offentliggøre en undersøgelse af Trumps politiske rival, Joe Biden.

Siden de belastende citater blev offentliggjort, har Donald Trump og hans republikanske partifæller haft travlt.

Først beklagede præsidenten via twitter, at forholdet til den mand, han før kaldte 'én af mine bedste venner', nu var kørt af sporet. Siden påstod både Trump og andre republikanske ledere, at John Bolton nu blot forsøgte at sælge bøger. Tirsdag blev den respekterede republikanske politiker (Bolton) direkte kaldt en løgner.

Og med den seneste forbud fra Det Hvide Hus får demokraternes drømmevidne nu mundkurv på. Hvis oplysningerne ikke må udgives i bogform, så må de heller ikke afsløres under den direkte tv-transmission fra det amerikanske senat.

I rigsretssagen er Donald Trump anklaget for at misbruge sin magt for at få et andet land til at hjælpe med at finde smuds på en modkandidat og derved vinde præsidentvalget til november.