I slutningen af næste måned skal der være endnu et topmøde mellem Trump og den nordkoreanske leder.

USA's præsident, Donald Trump, planlægger at holde sit andet topmøde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i slutningen af februar.

Det oplyser Det Hvide Hus.

Det er endnu uklart, hvor mødet skal finde sted.

Trump holdt fredag aften dansk tid et halvanden time langt møde med den nordkoreanske udsending Kim Yong-chol, der anses for at være Kim Jong-uns højre hånd.

På mødet drøftede de atomnedrustning og det kommende topmøde, oplyser Det Hvide Hus ifølge Reuters.

Inden mødet med Trump havde den nordkoreanske udsending holdt et møde med den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, på et hotel i Washington.

Både Trump selv og andre repræsentanter for hans regering har tidligere sagt, at der er lagt op til et nyt topmøde med den nordkoreanske leder.

Det første topmøde mellem de to blev holdt i Singapore i juni. Her indgik de to en aftale, der er blevet kritiseret for at mangle konkrete mål og indhold.

Indtil videre er der ikke offentliggjort detaljer om, hvordan afviklingen af det nordkoreanske atomvåbenprogram konkret skal finde sted, skriver nyhedsbureauet AP.

Vicepræsident Mike Pence sagde onsdag, at USA stadig afventer "konkrete tiltag" fra Nordkorea i retning af at nedruste helt.

Det Hvide Hus' talskvinde, Sarah Sanders, siger ifølge AP, at Trump ser frem til at mødes med Kim Jong-un igen.

Der er dog ikke planer om at lempe på sanktionerne mod Nordkorea, siger Sanders.

- Vi gør fortsat fremskridt. Vi fortsætter med at tale sammen. USA vil fortsat lægge pres på og have sanktioner mod Nordkorea, siger hun.

/ritzau/