USA opruster hospitaler i kampen mod coronavirus, der har kostet 10.000 amerikanerne livet.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, "vil prøve at forsøge at lempe nogle af restriktionerne fra 30. april".

Det siger han på sin daglige pressebriefing natten til tirsdag dansk tid.

Meldingen kommer på trods af, at dødstallet i USA mandag rundede 10.000 døde.

Dermed er USA det tredje land i verden, der har nået den uhyggelige milepæl. Foruden USA er mere end 10.000 døde i Italien og Spanien.

Mandag i sidste uge forlængede Trump restriktionerne i USA til den 30. april.

Trump specificerer ikke, hvilke restriktioner der vil forsøgt lempet.

På pressemødet siger Trump også, at USA vil opruste hospitaler i kampen mod coronavirusset med "milliarder af dollar".

Han vil blandt andet tage militærskibe i New York i brug som coronahospitaler, og fly vil blive sendt med nødforsyninger til hotspots i USA.

/ritzau/