Præsident Donald Trump vil "inden for kort tid" udstede et dekret om indførelse af sanktioner mod siddende og tidligere repræsentanter for den tyrkiske regering.

Det siger den amerikanske leder i en erklæring, som er lagt ud på Twitter.

Sanktionerne kommer som følge af den tyrkiske offensiv i Syrien.

Trump siger samtidig, at toldafgifter på stål fra Tyrkiet igen vil blive hævet til 50 procent. Derudover vil forhandlinger med tyrkerne om en handelsaftale til op mod 100 milliarder dollar blive indstillet "øjeblikkeligt".

Trump gentager, at han "er fuldstændig parat til at ødelægge Tyrkiets økonomi", hvis landet fortsætter videre "ad denne farlige og destruktive vej".

Han siger videre, at amerikanske soldater, der er trukket ud af det nordlige Syrien, vil blive genindsat i regionen for at overvåge situationen.

For en uge siden lød det ellers, at 1000 amerikanske soldater havde fået ordre til helt at forlade landet.

Trumps beslutning om at trække amerikanske styrker væk fra det nordlige Syren blev stærkt kritiseret i Trumps eget bagland. Nogle kaldte det et forræderi mod USA's allierede.

USA og dets allierede har fordømt den tyrkiske offensiv.

Men truslen om sanktioner har ikke haft nogen indvirkning på den tyrkiske ledelse omkring præsident Recep Tayyip Erdogan.

Onsdag indledte tyrkerne en offensiv, der hovedsageligt er rettet mod kurdiskledede styrker, der kontrollerer et stort stykke af det nordlige og særligt det nordøstlige Syrien.

Siden har der været uafbrudte kampe i og omkring nogle grænsebyer på den syrisk-tyrkiske grænse.

Ifølge FN er flere end 100.000 civile flygtet fra områder berørt af den tyrkiske offensiv.

Det syriske regime sendte mandag styrker op mod den tyrkiske grænse for at inddæmme offensiven mod kurderne.

Den kurdiske administration i det nordlige Syrien har bekræftet, at den har indgået en aftale med Syriens regering om, at den syriske hær kan indsættes tæt ved grænsen til Tyrkiet.

/ritzau/AFP