Efter 52 år er det på tide, at USA fuldt anerkender Israels suverænitet over Golanhøjderne, siger præsident.

Præsident Donald Trump lægger i en meddelelse på Twitter torsdag op til, at USA vil anerkende Israels suverænitet over Golanhøjderne.

I Jerusalem takker premierminister Benjamin Netanyahu den amerikanske præsident for udmeldingen.

Under Seksdageskrigen i 1967 flygtede størstedelen af den arabiske befolkning. Siden da har Israel holdt Golanhøjderne besat.

Bjergområdet ligger i det sydvestlige Syrien, der ligger på grænsen til Israel, Libanon og Jordan. Området er strategisk vigtigt, da man fra højdedragene kan overskue store dele af det nordlige Israel.

I 1973 forsøgte Syrien forgæves at erobre højderne tilbage. I 1981 besluttede israelerne ensidigt at annektere området. Det skete uden international anerkendelse.

Udmeldingen fra Trump indikerer en ændring i den amerikanske politik forud for Netanyahus besøg i Washington i næste uge.

I sidste uge omtalte det amerikanske udenrigsministerium Golanhøjderne som "israelskkontrollerede". Hidtil har ordvalget været "israelskbesatte".

- Efter 52 år er det på tide, at USA fuldt anerkender Israels suverænitet over Golanhøjderne, som har meget stor strategisk og sikkerhedsmæssig betydning for staten Israel og for stabiliteten i regionen, skriver Trump på Twitter.

Få minutter senere tweetede Netanyahu sin anerkendelse af Trumps udmelding:

- På et tidspunkt, hvor Iran forsøger at bruge Syrien som en platform til at ødelægge Israel, så har præsident Trump modigt anerkendt Israels suverænitet over Golanhøjderne. Tak til præsident Trump!

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, har netop været i Israel. Han sagde i en fælles erklæring med Netanyahu i denne uge, at USA og Israel sammen vil imødegå Irans "aggression" i Mellemøsten og i verden som helhed.

Pompeo sagde, at USA står fuldt og helt bag Israels sikkerhed og støtter landets ret til selvforsvar. Han nævnte, at trusler mod Israel kommer fra både Iran, Gaza, Libanon og Syrien.

/ritzau/AFP