Et »drabeligt clinch« er i gære.

For republikaneren Ron DeSantis er blevet genvalgt som guvernør i delstaten Florida.

Han er af gentagne omgange blevet nævnt som et godt bud på en republikansk præsidentkandidat ved valget i 2024 – og det formodes derfor, at han vil udfordre Donald Trump om posten.

»DeSantis er den nye mand i partiet. Over de seneste år har han fået en stjernestatus. Han har latinoerne i ryggen og bliver spået til at have en klar mulighed for at slå Trump, fordi han bliver set som en mere balanceret person,« fortæller Jakob Illeborg, B.T.s internationale korrespondent.

Og det pres begynder at løbe koldt ned ad ryggen på Trump. I hvert fald benyttede han valgaftenen til at sende en klar advarsel til DeSantis.

»Jeg vil fortælle ikke særligt flatterende ting om DeSantis til pressen, hvis han stiller op,« lyder det fra Trump.

Og den udmelding siger noget om, hvor meget der er på spil for Trump.

»Han er tydeligvis så bekymret, at han har et behov for at true. Og det er immervæk noget på en valgaften at gå ud og true en kammerat fra samme hold. Det er helt vildt,« fortæller Illeborg.

Foto: TOM BRENNER
Vis mere

»Hvis Trumps håndplukkede disciple ikke klarer skærene, så kan det sagtens være, at Republikanerne tænker, at Trump er for skør, og at DeSantis er fremtidens mand,« slår han fast.

Illeborg understreger, at DeSantis ligesom Trump er meget højreorienteret.

»Men han gør det mere afdæmpet. Han flyver ikke omkring sig med vilde ting og vanvittige trusler. Men han er stadigvæk en del af 'America First'.«

Det store spørgsmål bliver derfor nu, hvem der skal være republikansk præsidentkandidat, og hvor langt Trump vil gå for at forhindre DeSantis i at udfordre ham.

»Det ene drama når ikke at lægge sig, før et nyt rejser sig. Det tror jeg, vi kan se frem til i lang tid nu. Hvis Trump virkelig er tilbage på scenen, så er der for alvor røre i andedammen.«

Trump har endnu ikke officielt meddelt, om han melder sig til præsidentposten, men han har i flere uger antydet, at han vil stille op.

Senest har han annonceret, at han vil dele en »meget stor nyhed« i næste uge foran sit hjem i Florida.