Det bliver en advokat og ikke republikanske senatorer, der skal styre høring om anklager mod Brett Kavanaugh.

New York City. USA's præsident, Donald Trump, synes, at de nye anklager om seksuelle overgreb begået af Brett Kavanaugh, som er nomineret til at blive dommer ved USA's højesteret, virker utroværdige.

Anklagerne kommer fra en kvinde ved navn Deborah Ramirez, der har udtalt sig til magasinet The New Yorker. Hun har som den anden kvinde fortalt, at Brett Kavanaugh i sin ungdom forulempede hende seksuelt.

Konkret har Kavanaugh ifølge Ramirez presset hendes ansigt tæt mod hans skridt. Det skulle være sket i 1983 eller 1984. Men Donald Trump mener, at hendes fortælling i The New Yorker har nogle tydelige svagheder.

- Hun indrømmer, at hun var fuld. Hun indrømmer, at der er huller i hendes hukommelse, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Anklagen kommer, efter at en professor i psykologi og statistik ved navn Christine Blasey Ford har beskyldt Kavanaugh for at forsøge at voldtage hende.

Brett Kavanaugh har afvist alle anklager kategorisk.

- Den anden kvinde bag anklager (Ramirez, red.) har ingenting. Hun mener, at måske var det ham. Måske var det ikke ham, siger Donald Trump ifølge AFP.

- Demokraterne har gang i et svindelnummer. De ved godt, at det er et svindelnummer.

Efter at være blevet nomineret af Donald Trump mangler Brett Kavanaugh Senatets godkendelse for at blive dommer ved USA's højesteret. I første omgang skal Senatets retsudvalg afholde en anbefalende afstemning.

Begge afstemninger er udskudt, indtil der er bragt klarhed over Fords anklage. Hun og Kavanaugh skal vidne for udvalget torsdag.

Normalt er det udvalgets senatorer, der stiller spørgsmålene. Men på torsdag bliver det en ekstern advokat, der stiller spørgsmålene på vegne af de republikanske medlemmer.

Det fortæller et af de republikanske medlemmer af udvalget, Lindsay Graham, ifølge Reuters.

Det er ikke kun Donald Trump, der mener, at anklagerne mod Brett Kavanaugh lyder opfundet til lejligheden.

Fra Senatets talerstol talte republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, ifølge nyhedsbureauet AP dunder mod beskyldningerne fra Ford og Ramirez.

- Beskyldninger, der er vage, uden beviser, uden indicier, om forseelser, som er over 30 år gamle, og hvor alle vidner enten fuldstændig benægter eller er ude af stand til at bekræfte det, er ikke grund til at afblæse nogens karriere og ødelægge deres gode navn, siger McConnell.

/ritzau/